Nu går Gellerups andet store nedbrydningsarbejde i gang. Først var det Nordgårdskolen, der forsvandt fra overfladen, og nu er det de tre blokke på Bentesvej.
Gellerupsekretariatet og Gellerupparken har sendt en skrivelse ud med denne tekst om det kommende halve års nedbrydningsarbejde:
"Blokken nærmest Yggdrasil – Bentesvej 13-19 – er den første til at blive nedbrudt. Tirsdag den 5. august satte nedbrydningsfirmaet P. Olesen hegn rundt omkring blokken.
Firmaet er nu begyndt at gøre blokken klar til at blive brudt ned. I løbet af kort tid vil gangbroen foran blokken blive fjernet, og det kan medføre larm i en kort periode.
Derefter foregår arbejdet i ca. 6 uger inde i blokken, hvor indvendige materialer vil blive fjernet. Der kan forekomme larm, når materialer bliver smidt ned på jorden. I vil opleve, at firmaets folk nogle gange er iført hvide dragter som beskyttelse, når de fjerner særligt materiale.
Betonen køres væk
Når blokken skal væk, bliver betonelementerne skilt ad og kørt væk. Vi gør alt, hvad vi kan for at minimere larmen.
Vi ved, at afspærringen betyder, at I nu ikke kan gå på de stier, som I er vant til, og vi beklager de gener, som afspærringen medfører.
Men hegnet omkring blokken er sat op af sikkerhedsmæssige hensyn for at undgå ulykker for jer beboere.
Vi vil gerne bede jer snakke med jeres børn og unge om, at det er meget vigtigt, at de holder sig uden for afspærringen.
Affaldsøen foran blokken bliver fjernet, og I kan fremover bruge affaldsøen på Lottesvej."