Jord- og beton-arbejder Jørgen Koue har en positiv historie, da vi møder ham ved Blok 2 på Gudrunsvej, dernede, hvor de støber ny beton:
Alt går godt med at bygge støttemure ved Gudrunsvej. Det er murene, der skal sørge for, at de kommende veje ikke skrider ned til parkeringspladsen.
Nå okay… Vi kan godt lide positive historier, men der skal vel også være en anledning til, at vi bringer den? Men det er der heldigvis også.
Koue vil nemlig gerne fortælle, hvordan tingene har ændret sig i Gellerup gennem årene.
"For ti år siden arbejdede jeg på Gellerupbadet, og da kunne vi ikke have byggematerialer liggende, uden at de blev taget. Sådan er det slet ikke nu, selv om man jo altid hører negative historier om Gellerup," fortæller Jørgen Koue.
"Der er ikke noget her, der bliver stjålet, og beboerne er positive. Og så spørger de en hel masse – "Hvad laver I her?" og sådan. Det kan man jo godt undre sig over, når de har fået sedler i opgangen og så videre, men det gør de altså, og vi svarer gerne."
Parkerer ad H til…
Beboerparkeringen kunne dog godt have været lidt bedre og generer lidt, når byggefolkene kommer mandag morgen og skal i gang:
"De parkerer jo ad H til, men hvad, det gør folk jo også alle andre steder!"
Jørgen har travlt og skal videre sammen med sit sjak af jord- og betonarbejdere. De kommer fra CJ Group, som har fået underentreprisen af Danjord til at bygge støttemurene på Gudrunsvej og forlængelsen af Lottesvej til Gudrunsvej.
"Hvad laver I her?"
To minutter efter bliver journalisten standset af to unge fyre i bil. De spørger:
"Hvad laver I her?"

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.