De 12 muslimske foreninger bag den nye, store moské i Aarhus fastholder planen: Moskéen skal bygges centralt i Gellerup.
"Nu har vi de seneste 14 år hørt om 10 forskellige placeringer af en ny moské. Vi fastholder den oprindelige placering," siger formanden for Forbundet af Islamiske Foreninger (FIF), Sami Saidana.
Hans udtalelse kommer, efter at Århus Stiftstidende tirsdag oplyste, at endnu en ny placering kan komme på tale efter de seneste ugers politiske fokus på moskéen i Gellerup-området.
Nej til moské på Bautavej
Den nye placeringsmulighed er et areal ved Bautavej/Hasle Ringvej. Her ligger i dag AffaldVarmes administration, der skal flyttes til et nyt kontorhus på Edwin Rahrsvej.
I givet fald vil en placering af moskéen på Bautavej være uden for den geografiske afgrænsning af helhedsplanen for Gellerup.
"Vi har ikke fået nogen henvendelse om en alternativ placering på Bautavej. Derfor fastholder vi vores oprindelige plan," siger Sami Saidana.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) vil ikke kommentere oplysningerne om en eventuel ny placering på Bautavej.
"Bolden ligger hos borgmesteren. Vi afventer svar på byggesagen om placering midt i Gellerup, og vi skal have møder med jurister m.fl. fra borgmesterens afdeling herom," siger Sami Saidana.
Vi er blevet snydt
FIF holder bestyrelsesmøde på søndag for at diskutere den genopblussede debat om moskébyggeriet.
"Men her bliver der ikke truffet nye beslutninger," siger Sami Saidana, der mener, at politikerne har snydt de muslimske foreninger ved gang på gang at udskyde moské-projektet
Venstre og De Konservative i Aarhus Byråd vender sig mod en placering af moskéen midt i Gellerup og håber, at borgmesteren sammen med FIF kan finde en løsning uden for Gellerup.
Men FIF mener, at borgmesteren skal bruge sit flertal i byrådet uden om V og K og sælge grunden midt i Gellerup til en kommende moské.