Borgmester Jacob Bundsgaard (S) har indkaldt de muslimske foreninger bag moské-planerne i Gellerup til et nyt møde om placeringen mandag den 8. september.
Det oplyser formanden for Forbundet af Islamiske Foreninger (FIF), Sami Saidana.
"Vi har søndag holdt bestyrelsesmøde og besluttet at fastholde vores plan om en placering midt i Gellerup. Bolden ligger nu hos borgmesteren," siger Sami Saidana, der mener, at foreningerne har krav på en tilbagemelding fra kommunen.
Den kommer måske på mandag.
Mødet i næste uge er indkaldt efter at V og K i byrådet har afvist at støtte helhedsplanen for Gellerup, hvis der placeres en moské midt i boligområdet. For en uge siden blev en alternativ placering ved AffaldVarmes hovedsæde på Bautavej mellem Gellerup og Bispehaven nævnt som en mulighed.
Nej til Bautavej-moské
De konservative har siden sagt, at moskéen skal placeres endnu længere væk fra Gellerup, og de 12 foreninger i FIF er også imod Bautavej-løsningen, men mener omvendt, at moskéen her er for langt væk fra beboerne.
"Nu har vi de seneste 14 år hørt om 10 forskellige placeringer af en ny moské. Vi fastholder den oprindelige placering," sagde Sami Saidana i sidste uge.
FIF mener, at borgmesteren skal bruge sit flertal i byrådet uden om V og K og sælge grunden midt i Gellerup til en kommende moské.