I dag tirsdag starter et nyt undervisningstilbud til somalierne. Somalierne i Aarhus er kede af, at den daværende regering i 2002 afskaffede modersmålsundervisningen og gjorde det frivilligt for kommunerne, hvordan de ville give børnene sprogstøtte. Aarhus valgte en ‘light’ model uden modersmålsundervisning.
Nu vil "Somaliske Gadebørns Forening" starte modersmålsundervisning og somalisk samfundsfag tre gange om ugen i Globus1, og starten går i dag tirsdag. Formanden, Awil Ade, siger:
"Det var en stor misforståelse, at skolerne afskaffede modersmålsundervisningen. Børnene har mistet en stor del af deres identitet og baggrund, fordi der kun er danskundervisning. Børnene får heller ikke snakket nok med deres forældre, som jo ikke er så gode til dansk."
Fire lærere og 35 børn
Det er derfor, at både somalisk modersmål og samfundsfag kommer på banen. Foreningen har en liste på cirka 35 børn, som er interesserede i at være med. Starten går i september – datoen er ikke helt afklaret endnu. Ugedagene bliver:

  • Tirsdag kl. 17-20, det store mødelokale i Globus1
  • Torsdag kl. 17-20, mødelokale 3
  • Søndag kl. 13-16, mødelokale 3.

Awil Ade fortæller, at der indtil videre er fire lærere til at undervise: Mahamoud Khalif, Abdi Karim, Amoon Mohamud og Awil Ade selv.
Somaliske Gadebørns Forening startede i juli også en klub i Åbyhøj for børn og unge Det er meningen, at nogle af aktiviteterne her kan kombineres med undervisningen i Globus1.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.