For femte gang løb Jammin’ af stabelen, hvor det hele kulminerede med en koncert i Det Turkise Telt i Festugen.

Jammin’ er et koncept, hvor fire vidt forskellige musikere med forskellig musikalsk baggrund, øver sammen i tre dage for til sidst at spille to koncerter med egne numre. Selvom vi har skrevet om det før, er det nyt hver gang. For det er altid ny musik, der bliver lavet med forskellige personligheder og instrumenter. Jammin’ denne gang er ingen undtagelse. Der kommer altid noget smukt og unikt ud af samarbejdet.

Hvem var musikerne, som i sidste uge øvede sig i Foreningernes Hus?

  • Anna Brønsted, som er sanger og vestjyde bosat i København
  • Ahmade Chap, som er ersaz- og oud-spiller og kurder fra Grenå
  • Cahit Ece, fløjtespiller og kurder bosat i København
  • Mads Bjørn, multiinstrumentalist og sanger, også bosat i København.

Ingen af de fire musikere har arbejdet sammen før, dog havde Ahmade Chap og Cahit Ece mødt hinanden et par gange før, og det var også Cahit, som anbefalede Ahmade til projektet.
Anne Brønsted forklarer, at de allerede blev rystet sammen ude på Gudrunsvej, fordi de ikke kunne finde den rigtige bygning og efter de fandt instrumenterne frem, gik det slag i slag.
Da gellerup.nu besøgte dem fredag eftermiddag, havde de allerede skrevet fem sange og havde næsten ikke tid til at holde frokost.

Som de andre gange, hvor Jammin’ har holdt til i Foreningernes Hus, skiftes forskellige foreninger til at lave mad til musikerne. I dag stod den på somalisk mad med grillspyd, bulgursalat og sambosa.

”Dette er det bedste projekt jeg har været med til,” siger Anne Brønsted. Hun har ellers i sin karriere samarbejdet med mange forskellige parter, men denne oplevelse er på mange måder unik. ”Der var så meget god og positiv energi lige fra starten, at dette projekt er så særligt,” siger Anna.

Flot fremmøde i Det Turkise Telt
Efter en regnfuld optræden i et telt udenfor Bazar Vest, hvor næsten ingen mødte op, så det anderledes ud i det Turkise Telt, som var slået op ved Musikhuset. Her fik vi endelig at høre, hvad de fire musikere havde fundet på i Gellerup.
Ahmade lagde ud med en solo, mens resten af bandet langsomt kom med. Anna Brønsteds stemme fungerede som et instrument, og fløjten og hendes stemme supplerede hinanden meget smukt. Den første sang var en ny version af ”Hvem kan sejle foruden vind” i en kurdisk inspireret version, og selvom der ingen tekst er – Anna nynner kun sagte – så fungerede det flot. Så var de i gang.
Deres sange er stille og nærmest hypnotiske og fængslende. Man lægger snart ikke mærke til at Anna Brønsted ikke synger, men kun nynner ”na na na”. 
Alle musikerne får plads til hinanden og supplerer hinanden, næsten symbiotisk.  Dette er musik, man kan slappe af til, meditere til eller lytte til, mens man sidder og læser. På ingen måde harmløst, men derimod smittende og forførende.
Stor tilfredshed fra både band og publikum
Nogle af publikummerne var også begejstrede. Birgit Hansen, som ikke havde hørt om projektet før, var glad for, at hun kom. ”Det var meget meditativt, og sangerinden havde en meget smuk stemme,” sagde hun. Her blev der heller ikke lagt mærke til, at der ingen tekster var.

Efter seks numre var koncerten forbi, og hermed også projektet for denne gang. Koncerten er blevet optaget, så man kan håbe, at man får nogle af sangene at høre igen. Nu varer der et par måneder, til næste Jammin’-projekt kører. Det kan man vist roligt glæde sig til.

Ahmade Chap var godt tilfreds. ”Jeg er tilfreds med mig selv, for når jeg spiller, er jeg helt i min egen verden og har kun fokus på mig selv,” siger han. Vi andre kunne dog bekræfte, at han havde gjort det godt på instrumentet, som man ikke hører så tit på den danske musikscene.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.