MH fra Gellerup har en kone og seks børn, som han elsker. Men han kan ikke se dem ret ofte, for han er skilt fra sin kone, der ikke ville have, at han tygger khat.
Han tyggede khat-blade hver dag, ofte mange bundter, som han tyggede sammen med venner hele natten lang. De nætter, hvor misbruget løb op i 10 bundter, brugte han 500 kroner på sit misbrug. Han røg også hash. Når man bruger meget tid på at tygge, går det ud over familie og arbejde. Det oplevede MH også på den hårde måde. Konen gav ham et ultimatum: ”Når du stopper med at tygge khat, må du komme tilbage,” lovede hun.
Der er gået omkring halvandet år siden han fik den besked. I dag er MH – som af hensyn til sit arbejde ønsker at være anonym – ude af misbruget, fordi han har noget at lave hver dag, og der er begrundet håb om, at hustruen snart vil tage ham tilbage.
”Jeg arbejder på det,” siger MH smilende til gellerup.nu. ”Jeg tygger nu kun en eller to gange, og altid kun i weekenden. Nu har jeg jo et fast job at passe, og det er jeg glad for.”
Job er vejen ud af misbrug
MH fortæller dette, mens gellerup.nu er på besøg hos de to misbrugsbehandlere, som kan træffes i jobbutikken i Bazar Vest. De to er Essi M. Dehno og Morten Aagaard, som råd giver MH og andre borgere, der ofte blander khat-misbrug med hash og alkohol. Der er i omegnen af 50 blandingsmisbrugere, hvoraf en del benytter Center for Misbrugsbehandlingstilbud i Bazar Vest.
MH er en solstrålehistorie, som beviser deres påstand: ”Khat-tygning er en social ting, som misbrugerne har sammen. De slår tiden ihjel og glemmer de dårlige minder. Men hvis de får et job, får de udfyldt et tomrum, så de ikke behøver at tygge ret meget,” siger Essi Dehno.
Morten Aagaard siger, at det er en vigtig grund til, at misbrugscentret samarbejder med Jobcenter Aarhus: ”Beskæftigelse er vejen ud,” opsummerer han.
En kold tyrker?
For en god måned siden opstod der uro blandt somalierne, der tygger khat. ”Der er ikke mere khat at købe,” fortalte de Essi og Morten. Storbritannien har som det sidste land gjort det illegalt at sælge rusmidlet, og dermed forsvandt det meste khat fra Bazar Vest, hvor der tidligere blev forhandlet meget. ”Men misbruget forsvandt ikke. En del andre begyndte at drikke og ryge hash,” fortæller Essi Dehno. Og det er et kæmpe problem, fortsætter han:
”Khat er et mildt rusmiddel i forhold til de andre. Nogle bliver aggressive, hvis de begynder at drikke. Endnu værre er det, hvis de går over til at tygge cocablade og måske senere tager kokain. ”Behandlernes konklusion er derfor, at mindre khat på markedet ikke nødvendigvis er godt. Det kan være direkte farligt. ”Hvis de ikke kan få khat og i stedet tager kokain, så er det rigtig slemt,” pointerer Morten Aagaard.