”Hvad er der sket med den?” og ”har I ringet til politiet?” Det var bare nogle af mange reaktioner, da Røde Kors parkerede en sønderskudt ambulance foran Bazar Vest torsdag den 17. september. Formålet var, at Røde Kors snart har landsindsamling og vil gøre opmærksom på, at hjælpearbejderne og ambulancerne også er skydeskiver i krigsområder, hvor de er til stede. Røde Kors har sendt 13 ambulancer til Syrien, hvor ni af dem er blevet ødelagt.
Støttearrangement på Godsbanen
Selvom ambulancen er blevet beskudt, så tjener den et godt formål i forbindelse med et kommende støttearrangement for Røde Kors. Støttearrangementet finder sted den 27. september klokken 14 på Godsbanen. Der er fokus på Røde Kors, bæredygtighed og kampen mod katastrofer. Foredragsholder Lotte Heise kommer og fortæller om bæredygtighed og det at gøre en forskel, og der vil også være modestylister, dansere og DJ. Til sidst er der en tøjauktion ved Peter Beck fra auktionshuset Bruun Rasmussen.
Røde Kors opfordrer til, at man kommer i god tid. Det er muligt at bestille bord/frokost, til klokken 13, her og samtidig sikre man sig en plads på første række.
Den 5. oktober er der Røde Kors indsamling. På www.rodekors.dk kan du se, hvordan du kan hjælpe.