Lørdag den 25. oktober stod der samarbejde på programmet, da Det Boligsociale Sekretariat og Sport & Fritid holdt Foreningernes Dag. Formålet med dagen var at danne netværk på tværs af foreningerne i området og at styrke samarbejdet mellem disse.
19 foreninger deltog
Det er første gang, der holdes Foreningernes Dag, men det var en succes, siger netværkskoordinator Wissal El-Arid.
”Det gik rigtigt godt. Der var 19 foreninger plus Fritidspatruljen og Filmprojekt Gellerup,” uddyber Wissal El-Arid og nævner, at foreningerne var meget interesseret i, hvordan det er at arbejde som en forening og det at have samarbejder med andre.
Arrangørerne måtte samarbejde
Der var arrangeret tre temaer, hvor de 32 personer, der dukkede op, kunne høre om to af dem. Der var desværre noget sygdom, der gjorde det vanskelligt for arrangørerne at afholde workshoppen:
”Der var desværre en, der var syg, så vi blev nødt til at lave lidt om på programmet. Men så måtte vi jo arbejde sammen om ændringer,” siger en smilende Wissal El-Arid.
Mange idéer og konkrete forslag
Foreningerne var meget interesseret i at samarbejde, og derfor var der også en masse idéer til, hvordan man kan gøre det, og der kom også nogle konkrete forslag. Wissal El-Arid nævner dog, at det kræver en hel del planlægning, før man kan opnå et succesfuldt samarbejde.
Wissal El-Arid og de andre arrangører overvejer at holde Foreningernes Dag én gang om året, men det afhænger udelukkende af, om foreningerne har lyst.