I dag fredag fredag den 23. januar siger børn, forældre og medarbejdere endeligt farvel til de to dagtilbud på Dortesvej, som har været fulde af liv i næsten 45 år. Mågen og Lærken er nu fløjet videre til andre dagtilbud på Gudrunsvej. Det er dog et midlertidigt ophold.
De mange børn og deres pædagoger i de to institutioner står dog ikke uden tag over hovedet.
- Børnene fra børnehaven Mågen er flyttet over i den institution på Gudrunsvej 36, som tidligere hed Svalen, den ændrer nu navn til Mågen. Bygningen, der snart har stået tom i et par år, er blevet frisket op, og legepladsen udenfor har fået en pæn overhaling.
- Vuggestuen Lærken er flyttet over i Mejsen på Gudrunsvej 32, hvor hidtidige børn er blevet fordelt ud på andre institutioner i området. den institution bliver fremover kaldt Lærken.
Væksthuset på vej
Her til foråret begynder byggeriet af det nye Gellerup Dagtilbud på den grund, hvor Nordgårdskolen før lå. Den nye superinstitution Væksthuset skal samle børn, forældre og medarbejdere i nye og spændende omgivelser i løbet af 2016.
Bygaden
Nedrivningen af de to dagtilbud sker for at skabe plads til den nye bygade fra City Vest til Bazar Vest.
Bygaden bliver en gade med kørende trafik, og langs gaden skal der bl.a. ligge butikker, kontorer og et nyt stort beboerhus..
Nedrivning
På mandag den 26. januar begynder nedrivningsfirmaet P. Olesen & Sønner A/S arbejdet med at få alle indvendige materialer ud, og derefter går de i gang med selve nedrivningen af bygningerne.
• Vi forventer, at nedrivningen af bygningerne er færdig midt i marts måned 2015.
• Den daglige arbejdstid er mandag til fredag fra kl. 7.00 til 17.00.
• Vi forventer, at vejprojektet går i gang til august 2015.