– Bliv bedre til at finde hinanden
– Gør det lettere at søge midler, fortælle om tilskudsmodtagere, og sørg for at svare på mails
– Samarbejd om det, som Gellerup kan, og som ikke findes andre steder i byen
– Skab en fælles platform for kultur og frivillighed

Det var bare nogle af beskederne, som styregruppen for Gellerup Kulturmidler fik med hjem fra et evalueringsmøde tirsdag. Beskederne var også møntet på deltagerne – som er dem, der søger og får kulturmidler.
Omkring 35 fra kultur- og foreningslivet samlede sig på Gellerup Bibliotek, da lånerne var gået hjem. I fem "cafeer" skulle de diskutere, om de bevilgede penge fra Aarhus Kommune er brugt på den bedste måde, og om tildelingen kan blive bedre i de næste år. 
Hver tilskudsmodtager kunne også stille sig op foran et åben kamera, styret af Filmprojekt Gellerup, og fortælle om deres holdning til midlerne og de projekter, som de selv har fået penge til.
Platform på gellerup.nu?
Gellerup.nu lyttede opmærksomt med på flere diskussioner – især, da talen faldt på "platform for at finde hinanden" og "formidling". Trille Lucassen fra Cirkus Tværs savnede eksempelvis synlighed og PR, samt viden om, hvem man kan samarbejde med.
Ordstyrer Anders Glahn spurgte, om det kunne være en sag for gellerup.nu, og Deres udsendte journalist svarede:
"Meget gerne, ja, og vi fundraiser i øjeblikket på at skabe en platform på portalen, hvor foreninger, kulturudbydere og fritidsudbydere kan informere om deres tilbud, og hvor man let kan "finde" hinanden."
Det, som andre ikke har…
En anden diskussion gik på, hvilke typer arrangementer og tilbud, man med fordel kan samarbejde om. Her nævnte Trille Lucassen, at når Cirkus Tværs er den succes, som cirkusset er, så skyldes det, at det er unikt for Aarhus, og derfor samles byens cirkusbørn i Gellerup.
"Så hvis vi nu kunne få en fed parkourpark i Gellerup, så ville børn og unge komme til Gellerup, fordi der ikke findes en fed parkourpark i byen."
En anden supplerede, at Gellerup skal finde styrkerne sammen, så børn ikke afledes af "dårlige kammerater", men søger de gode muligheder.
Blandt samarbejdsmulighederne er også en ny omgang Verdenskulturfestival, som både fokuserer på hver enkelt arrangørs kultur og samtidig forener de mange kulturer i Gellerup.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.