"Jeg tænker bare positivt," siger Baraa Quadoura fra Gellerup og leverer et af sine store smil. Han har lige fået at vide, at han ikke er gået direkte videre til næste liveshow i X-Factor, men skal i omkamp med Sophia.
Hans mange fans har ikke lige set, at han skal i omkamp, men niveauet er højt i år, så nogen skal jo!
Blachman valgte Baraa
Også den udfordring klarer han, da han for anden gang synger "When Love Takes Over" af David Guetta, og dommer Thomas Blachman vælger ham frem for Sophia med ordene:
"Du er et naturtalent, du har en gave, som jeg ikke kan underkende. Jeg kan ikke sende en ung mand med en sådan karisma hjem…"
Karismaen er en af Baraa’s kendetegn, foruden sangtalentet. Ja, og så nævner flere af dommerne, at snakketøjet også er velsmurt på den 15-årige deltager.
"Du snakker konstant," får han at vide af Remee. Om musikken siger dommeren:
"Du er lavet af noget helt specielt. Du har en af de største stemmer overhovedet i programmet."
Ros får han også af dommer Lina Rafn, der mener, at hans hæse stemme klæder ham og giver ham en god følsomhed.