Den Integrerede Klub er en ny forening, som hører til i Gellerupparken og stiftet på en tragisk baggrund. Chadi Ali Kayed er kasserer i foreningen, som har 54 medlemmer.
Han tager pænt imod i foreningslokalet i underetagen af Yggdrasil. Her deles lokalet med Verdenshaverne, som har det om dagen, mens klubben er der hver aften ca. efter kl. 18. Her spiller de kort og ser rigtigt meget fodbold på tv.
Men foreningen er ikke kun stiftet for hyggens skyld. ”Vi er her for at bygge bro mellem de unge i Gellerup og omverdenen,” siger Chadi, som selv er uddannet pædagog. ”Vi kendte hinanden fra Livsværkstederne, hvor vi holdt til, men da en fælles ven mistede en søn i Syrien, besluttede vi os for at danne denne forening for at forhindre, at det skal ske for andre.”
Råd om uddannelse og job
Han forklarer, at de gerne vil hjælpe unge med at give råd om uddannelse og job. Chadi mener at hvis man som ung ikke har et job og en uddannelse, har man ingen fremtid.”Det at være arbejdsløs kan være ret deprimerende og medføre, at man begynder at komme sammen med folk, som påvirker en på en dårlig måde.”
Derfor samarbejder foreningen også med både forældre og Ahmad El Ahmad fra Get2Ed, som kan hjælpe med at forklare de unge og forældrene de forskellige regler, og hvilke ungdomsuddannelser der findes. Han forklarer, at en del forældre ikke rigtigt kender arbejdsmarkedet og skolesystemet.
Foreningen hjælper derfor gerne med at forklare, hvordan tingene fungerer. De giver også sparring på jobansøgninger, inden de sendes af sted. Forældrene er trygge ved at sende dem hen til foreningen og ved, at de kan få gode råd på arabisk.
Hvoraf navnet?
Chadi forklarer, at de kalder sig Den Integrerede Klub, fordi alle er velkomne. Han ved godt, at der er mange forskellige definitioner af at være integreret, og at man ikke behøver at spise stegt flæsk med persillesovs og drikke alkohol for at være integreret og være dansk.
Planlægger konference i Gellerup
Chadi fortæller, at foreningen har planer om at lave en konference i Gellerup, som skal handle om radikalisme og ekstremisme. Det forventes at blive til maj/juni. Indtil da går tiden med at få flere samarbejder op at stå, blandt andet med Gellerup Kirke.
Kontingentet er 100 kroner om året, og pengene går til at købe småting til foreningen.
Hvis du ønsker flere oplysninger om foreningen og hvordan de kan hjælpe dig, er du velkommen til at kigge forbi i Yggdrasil hver aften efter 19 eller ringe til Chadi på 2713 2885 og høre nærmere.