En af de stærke frivillige kræfter i Gellerup, Imad Kaaouach, er med i aften, når dronning Margrethe fejrer sin 75 års fødselsdag i Musikhuset.
Imad Kaaouach fra Arabisk Dansk Kulturhus har fået en officiel invitation af borgmester Jacob Bundsgaard og kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad til at deltage i souper og festforestilling i Musikhuset i aften torsdag. Imad er inviteret med til festen med ledsager og vil deltage i den.
Den 55-årige palæstinenser fik i december Aarhus Stiftstidendes ildjælepris for sin ihærdige indsats for at koble dansk og arabisk kultur. Han er uddannet tandlæge, men har ikke kunnet bruge sin uddannelse i Danmark. I stedet arbejder han som pædagog i Klubberne i Gellerup – og frem for alt med rigtig meget frivilligt arbejde.