Højesteret har afgjort, at TV2 Østjylland ikke behøver at bryde det løfte om anonymitet, som man havde lovet en gruppe maskerede unge, der i maj sidste år stod for åben skærm og truede andre unge med at "likvidere dem".
Indslaget kom efter, at unge fra Bispehaven i maj sidste år havde skudt ind igennem et vindue i Gellerupparken, hvorefter en gruppe unge fra Gellerup svor hævn og truede med at likvidere dem alle.
TV2-journalisten havde sat et interview i stand med de unge og lovet dem anonymitet i forhold til politiet. Da politiet derefter bad TV-stationen udlevere råbåndene som led i efterforskningen, nægtede TV2 Østjylland det for at kunne beskytte kilden. Østjyllands Politi gik derfor rettens vej for at få båndene udlevereret.
Sejr for ytringsfriheden
TV2 vandt i byretten, men tabte i landsretten. Højesterets kendelse er derfor markant og kaldes af TV2 Østjylland for en sejr for ytringsfriheden og kildebeskyttelsen. Argumentet er, at hvis et medie kan pålægges at udlevere råbånd og andre ikke-brugte oplysninger, så vil man ikke kunne få kildernes tillid.
"Så ved kilderne ikke, om det er TV2 eller politiet, de snakker med," sagde Peter Kramer, chef for TV2 Østjylland i går. Se hele indslaget her.
Politiet må altså researche på andre måder end gennem journalisternes materiale, og det er i øvrigt længe siden, at de unge er fundet og har fået straffe for deres trusler.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.