Søndag blev der ryddet op i Gellerup og Toveshøj og i dag kan man forhåbentligt se forskellen.

Søndag Kl. 11 mødte ca. 80 børn fra området og repræsentanter fra afdelingsbestyrelserne på Toveshøj og Gellerupparken, Rent Ansvar, Aarhusafro, Lighed og Broderskab, Perlevennerne, Gellerup Fællesråd, Den Integrerede Klub, Verdenshavene og Blokambassadørerne op foran Laden. De fik udleveret handsker, plastiksække og gribetænger, hvorefter de blev sendt ud i området for at samle skrald.
Der var ikke krav om, at man skulle samle et bestemt antal sække og erfaringen fra sidste gang var, at nogle børn havde taget skrald fra containere for at fylde
deres poser. Det fik de at vide, at det måtte de ikke denne gang.

Meget skrald i området
Ved Gudrunsvej er der især meget skrald. Vejarbejderne har svært ved at finde skraldespande, og der ligger bunker med cigaretskodder. Her valgte nogle at lade det ligge, fordi det krævede en skovl at få alle skoddene op. Mens ellers lå der mange andre ting, der kunne samles op og man kunne sagtens se, når en oprydder havde været der.

Ca. Kl 12.30 kom de fleste tilbage til Laden med deres poser, som blev stillet op ved siden af containerne. Dem vil boligforeningens drift komme og hente i løbet af mandag. Børnene stillede sig pænt i kø for at modtage en kæmpe pose slik og en juicebrik.
De fik naturligvis at vide af Abu Bilal fra Rent Ansvar, at de ikke skulle smide deres slikpapir på jorden bagefter, for så var oprydningen lidt forgæves.

Endnu en oprydningsdag, hvor både børn og voksne hyggede sig, sluttede med en kop kaffe og småsnak, mens børnene gik hjem. Uden at smide deres slikpapir andre steder end i skraldespanden.