Selvom GELLERAPS har flest rappere på scenen, er der undtagelser. For eksempel Mariana. For godt og vel halvandet år siden begyndte Mariana fra Gellerup til undervisning i sangteknik og performance på sin lokale ungdomsskole hos Ung i Aarhus – Gellerup & Toveshøj.
I ungdomsskolens øvelokaler på Tovshøjskolen har hun efterhånden tilbragt mange timer, ligesom hun også dagligt træner sin stemme hjemme. Mariana har sunget ligeså længe, hun kan huske tilbage. Men det er først, efter at hun er begyndt på ungdomsskolens sanghold, at andre har fået lov at høre hende slå triller.
”Jeg har altid været ret genert. Men nu tør jeg, odt at synge foran mine veninder, og jeg går vist tit og nynner i skolen”, siger Mariana, som i dag er 15 år.
Hun tilføjer, at sangundervisningen også har været med til at udvikle hende personligt. På holdet undervises eleverne individuelt, mens resten lytter på, og det er noget, der flytter grænser – også mellem alle sangene:
”Jeg tror mere på mig selv. Det betyder også, at jeg for eksempel bedre kan stille mig op foran min klasse i skolen og fremlægge noget. Jeg siger også mere i timerne nu," konstaterer hun.
Venter over 500 gæster
Mariana har længe drømt om at blive modig nok til at stå på en stor scene og synge. Så samme dag som datoen for årets GELLERAPS blev offentliggjort, slog hun til og tilmelde sig showet, som foreløbig mere end 500 publikummer har meldt deres ankomst til.
”Nu skal det bare være. Jeg har gået så længe og overvejet. Jeg ved, at når jeg står på scenen – og bagefter – så vil jeg være stolt af mig selv over, at jeg turde. Jeg har altid været sådan lidt angst for at vise, hvad jeg kan. Derfor er det meget stort for mig at være med i Gelleraps,” smiler Mariana.
Hun optræder med i alt tre sange til GELLERAPS, og vi skal nok tage rigtig godt imod sangfuglen fra Gellerup!