Fra døgnrapporten hos Lokalpolitiet Aarhus Vest:
Hæleri
Vi sigtede tirsdag en ung mand for hæleri, idet han havde købt en helt ny Iphone 6 via Facebook. Han købte Iphonen, fordi den var billig, men fandt senere ud af, at den var spærret pga. tyveri.
Så det endte med at blive et dyrere bekendtskab, idet han nu har mistet telefonen og er blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om hæleri.
Ulovligt ophold
Tirsdag kl. 14.55 fik vi anmeldelse om en butikstyv i CityVest.
Butikstyven var imidlertid en 27-årig mand, der ikke har lovligt ophold i Danmark. Så han blev sigtet for tyveri og ulovligt ophold. Han blev efterfølgende anholdt i 3 x 24-timer efter udlændingeloven. Det skete med henblik på effektuering af udvisning.
Træls ung mand
Omkring kl. 16.00 blev Lokalpolitiet kontaktet, idet man i Bazar Vest havde lidt problemer med en ung mand. Den unge mand har forbud mod at komme på stedet og han ville ikke gå derfra selv om han blev anmodet om det.
Han blev af politiet orienteret om, at hvis han ikke forlod stedet, ville han blive anholdt. Han gik herefter fra stedet.
Farvel, hash
Omkring kl. 17.00 rettede Lokalpolitiet henvendelse til en person i en bil i anledning om mistanke om handel med narkotika. Ved ransagning af bilen blev der fundet hash fordelt på salgs-klumper.
Personen blev blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik naturligvis hashen konfiskeret med henblik på destruktion.