Kræftens Bekæmpelse vil gerne hjælpe etniske minoriteter med kræft. Lige nu er en projektgruppe i gang med et rådgivnings- og patientstøttetilbud målrettet etniske minoriteter i Gellerup og i Aalborg Øst.

”Vi ser desværre ikke så mange med anden etnisk baggrund i vores kræftrådgivninger. Og det er et problem, fordi vi formoder, at denne gruppe har lige så stort behov for rådgivning og støtte som alle andre,” forklarer Peter Greve, der er projektkoordinator ved Kræftens Bekæmpelse.
Bydelsmødre bliver ambassadører
Målet med den nye indsats er blandt andet at udbrede kendskabet til Kræftens Bekæmpelses patientstøttetilbud i Aarhus og Aalborg, og at tilbyde rådgivning og støtte til kræftpatienter og deres pårørende i Gellerup og Aalborg Øst. Også selvom man måske ikke er vant til det danske sundhedssystem eller har vanskeligheder ved at tale, læse eller skrive dansk. Og den første kontakt i Gellerup er allerede skabt, fortæller Peter Greve:

”Vi er allerede nu i kontakt med Bydelsmødrene. Det er utrolig positivt, for kvinderne har et stærk netværk og er meget nysgerrige og spørgende. Så på den måde har vi skabt en god indgang til et fremtidigt samarbejde, der igennem en lille gruppe kan nå ud til rigtig mange.”

Hvis har lyst til at være med i det nye projekt, og gøre det synligt overfor andre beboere, er du velkommen til at kontakte Peter Greve fra Kræftens Bekæmpelse, Hejmdal – Kræftpatienternes Hus.

Peter Greve har telefonnummer 91 56 30 72

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.