Søndag 19. juli var ramadanen overstået for denne gang. Små og store børn kunne derfor med god samvittighed kaste sig ud i årets Eid- og sommerfest i Gellerup.
Festen var arrangeret af afdelingsbestyrelsen i afdeling 4/Gellerup i samarbejde med bl.a. Allgargaarv Charity society, Den Integrerede Klub og Den Aktive Kvindeforening.
Der blev budt velkommen af Abdinasir Jama Mohamed fra bestyrelsen i Gellerup.
Dette år blev festen afviklet på og omkring parkeringspladsen foran Foreningernes Hus på Gudrunsvej. Til daglig holder her masser af biler og cykler, men i dag var pladsen ryddet til fordel for hoppeborge, madboder og et kæmpe musikanlæg – samt masser plads til leg og boldspil på asfalten.
Lyde og dufte
Fra højtalerne bragede alt fra dansk 80’er-pop til hip-hop og arabisk musik. Musikken blandede sig med støjen fra de mange legende børn og luftpumperne fra de to røde hoppeborge, som igen blandede sig med duften fra frisklavede popcorn, kaffe og mellemøstlig fast-food.
Overalt var frivillige i gang med at hjælpe til (og lege), og mange børn og voksne var mødt op i deres fineste tøj for at markere højtiden, som afslutter den muslimske fastemåned.
Det danske sommervejr viste sig fra sin noget ustadige side, men da først regnen begyndte at falde i stride strømme sidst på eftermiddagen, rykkede festen inden døre i Foreningernes Hus, som også var pyntet op med balloner i mange farver til anledningen.
Herinde underholdt Jesper Grønkjær med løjer og tryllekunster til stor begejstring for de mange børn. Som alle rigtige tryllekunstnere havde han selvfølgelig en hvid kanin med, som han tryllede frem midt på scenen – dog ikke fra en høj hat, men fra en lille kasse.
I alt deltog omkring 160 børn og voksne i den store fest, som varede til langt ud på aftenen.
Og hovedarrangør Abdinasir Jama Mohamed var godt tilfreds med dagens forløb:
"Vi havde nogle udfordringer med at få strøm nok til alting. Og så drillede vejret lidt midt på eftermiddagen, så vi var nødt til at rykke inden døre. Men alle var glade, og mange kom og sagde, at de havde haft en dejlig dag," sluttede Abdinasir.