Om tre måneder kan du køre rundt og rundt i et nyt loop i Gellerup – hvis du da gider.
Både Lottesvejlinjen og Bygaden Nord er ved at blive anlagt, og dermed kan man fra sidst i oktober komme fra Bazar Vest ned ad Bygaden, til venstre ad Lottesvejlinjen, igen til venstre på den nyanlagte Gudrunsvej, og tilbage ad Edwin Rahrs Vej.
Lottesvejlinjen (det øverste billede) har givet store udfordringer med kloakrør, fjernvarmerør og etablering af skraldesug. Men nu er asfalteringen i gang, og halvdelen af strækningen fra Gudrunsvej hen mod Bygaden er nu asfalteret.
Gellerupsekretariatet skriver i et status-notat, at efter planen er arbejdet med asfaltering og fortove på hele strækningen færdig i slutningen af august.
Busbane på Bygaden
Imens fortsætter arbejdet på den nordlige del af Bygaden. Hele Bygaden skal forbinde Edwin Rahrs Vej med den kommende sydlige tværvej, men foreløbig laves strækningen ned til Lottesvejlinjen. Her skal laves to vejbaner, cykelstier, fortove og en busbane, som senere vil blive til den kommende Aarhus Letbane.
Dette arbejde ventes færdigt sidst i oktober.
To spor og lav fart på Edwin Rahrs Vej
Edwin Rahrs Vej er også under kraftig forandring. I tre uger i juli lukkede vejen af hensyn til store ledningsarbejder ud for Bazar Vest, men trafikken er åbnet igen. Dog kun i to spor tættest på Bazaren, og to spor på hele Edwin Rahrs Vej vil blive permanent og gælde helt hen til Ringvejen.
Man gør det for at lave en bred midterrabat til en kommende letbane. Hastigheden sættes ned fra 60 til 50 km. i timen, og hensigten er at gøre det mere sikkert for bløde trafikanter at krydse vejen på nye fodgængerfelter og i cykelkryds, der også bliver etableret som en del af det store vejprojekt.