Mandag eftermiddag kommer indre by i Aarhus til at genlyde af taler og slagord, når foreningerne ”Aarhus for mangfoldighed” og ”SIAD – Stop Islamisering af Danmark” begge demonstrerer i centrum næsten samtidig.
Klokken 18 har SIAD anmeldt en demonstration foran rådhuset, der har til formål at påvirke politikerne til at lukke moskeen i Grimhøj:
”Tiden er inde til, at vi tager kampen op mod moskéen for at få den lukket,” lyder det fra SIADs talsmand Anders Gravers til TV2 Østjylland.
Ifølge ‘Stop Islamiseringen af Danmark’ er moskéen på Grimhøj den mest radikaliserede moské i Danmark, hvilket blandt andet er kommet til udtryk ved, at moskéen ikke har taget afstand til for eksempel Islamisk Stat, lyder forklaringen.
Tolerance og mangfoldighed
En time tidligere og kun kort afstand derfra, i Mølleparken, holder ”Aarhus for mangfoldighed” en mod-demonstration, som lægger afstand til SIADs budskab:
”Vores budskab er et budskab om sammenhold, demokrati og mangfoldighed. Vi vil benytte denne aften til at styrke sammenholdet i vores by og markere flertallets modstand mod højreekstremisme og racisme. SIAD er dybt islamofobisk og spiller på frygt for at vinde almindelige danskeres opbakning, men de er talerør for højreekstremistiske holdninger,” kommer det fra Walid Zaher, der er talsperson for demonstrationen.
Emil Olsen, der er formand for 3F Ungdom vil holde tale i forbindelse med ”Aarhus for mangfoldighed”s demonstration.