Det er gået stærkt med at anlægge den nye fodboldbane i Gellerup – banen, som vil være grøn året rundt. Kunstgræsbanen ser ud til at være næsten færdig, og hvis der ikke var hegn omkring, var den nok allerede taget i brug.
Men den flotte bane er først klar til indvielse torsdag den 3. september. Inden da skal banen lige have lov at "sætte sig" og ligge helt fast, og tilskuerfaciliteterne skal gøres helt færdige, inden den første fodbold må rulle.
Ud over den store fodboldbane er der i den ene ende lavet to små baner, som mest henvender sig til børn. Det er små fem-mandsbaner, og hele arealet skal om vinteren også kunne bruges til at læsse sne af.
Når den nye kunstgræsbane er taget i brug, afløser den græsbanen, som ligger syd for Klubberne i Gellerup. Græsbanen fjernes, idet den kommende sydlige tværvej får sin placering her.