Som en ægte 1001 nats drøm er arabiske toner, sang og musik med til at søsætte Dokk1 som Aarhus’ nye koncert-sted. I byens splinternye hovedbibliotek og mødested holdes nemlig som et af de første større kulturelle arrangementer:
Arabisk Kultur Mix lørdag d. 15. august kl. 14.00 – 17.00 i Dokk1 – Store Sal
De arabiske toner skal være med til at trække mange fra Gellerup ind til byens centrum – foruden at give resten af byen nogle nye indtryk til øjne og ører.
Programmet byder på arabisk/palæstinensisk musik og sang af tilrejsende kunstnere fra Nazareth og Beirut, arabiske digte, samt endvidere musik og dans af lokale fra Aarhus (se vedhæftede program). Desuden fortæller byrådsmedlem Jette Jensen om Aarhus-Ramallah samarbejdet.
Der er gratis entré.
Foreningerne Arabisk Dansk KulturHus og Al Rabetah står bag kulturdagen.
”Det er en meget stor glæde, at vi kan stå for et af de første store kulturelle arrangementer i Dokk1. Det er jo et fantastisk hus, der er til glæde for alle i Aarhus,” siger Imad Kaaouach, formand for Arabisk Dansk KulturHus.
Arabisk Dansk KulturHus i Gellerup står for flere kulturelle arrangementer i løbet af året, i Gellerup og i Aarhus midtby. Det sker ofte i tæt samarbejde med andre kultur-institutioner, som nu Dokk1, hvorved Arabisk Dansk KulturHus står for kulturelt brobyggeri i Aarhus, der lægger sig op ad visionerne og målene for kommunens kulturpolitik.
Udover dette har Arabisk Dansk KulturHus gennem flere år opbygget og udviklet dansegruppen Jafra, som bygger på traditionel palæstinensisk kultur i en form tilpasset den danske virkelighed.
Arabisk Kultur Mix er støttet af Gellerup Kulturmidler, Aarhus Kommune.