Cirkus Tværs i Gellerup søger lige nu efter to personer, der har lysten, modet, tålmodigheden og evnerne til at drive den snart 30 år gamle cirkusskole videre. Efter mangeårig souschef Richard El Baz’ pensionering tidligere på sommeren og direktør Trille Lucassens tragiske død er der opstået et akut behov for en ny, fast ledelse til at sikre drift, aktiviteter og undervisning fremadrettet.
På Cirkus Tværs’ hjemmeside kan du læse de to stillingsopslag til jobbene som henholdsvis cirkusdirektør og souschef. Begge stillinger har ansøgningsfrist 13. september.
Det skal du kunne
Som daglig leder og direktør har du ansvaret for fem ansatte og træningen med børn og unge, for udstyr og kontakten til lokale og internationale samarbejdspartnere. For souschefens vedkommende skal du bl.a. varetage administration, løn og regnskaber.
For begge stillinger gælder, at du skal have pædagogisk erfaring, og, selvfølgelig, erfaring med gøgl og generelt ”cirkusartisteri”, som det hedder i opslagene. Visioner for fremtidens Cirkus Tværs og det internationale samarbejde og evnen til at ”se et potentiale for udvikling, gribe det og sætte det i værk” er også et krav til begge stillinger.
Du kan læse begge stillingsopslag og hvordan du søger stillingerne ved at klikke her.