Det er et velkendt problem, at slidte møbler, rustne cykler, udtjente støvsugere og gamle fjernsyn og stereoanlæg kan være svære at komme af med. Den slags affald er for stort til at være i en normal skraldespand eller til at blive puttet i affalds-skakterne, der er indbygget i alle blokkene i Gellerup og Toveshøj.
Derfor er der mange steder i området opsat affalds-”øer” hvor beboerne kan komme af med alle de større ting, de ikke længere kan bruge – og med mindre ting som flasker og avispapir, der også er velegnet til at sortere fra i stedet for bare at smide ud med det almindelige skrald derhjemme.
På alle disse mini-lossepladser er der opsat skilte, som viser, hvor man skal lægge hvilket affald. For det er ikke ligegyldigt hvor man smider sit gamle tv, og hvis alt beboernes affald ligger i én stor bunke, er det besværligt og tidskrævende at rydde op i. Og Aarhus Kommune vil ikke hente det affald, der ikke er sorteret, selvom beboerne betaler for at få det fjernet hver måned som en del af huslejen.
Kan spare på huslejen
Nu bliver gårdmændene sat til at hjælpe beboerne med at sortere deres storskrald. På den måde kan huslejen holdes i ro, men det kræver, at beboerne selv vil hjælpe til, fortæller Niels Hosie, der er driftleder i Brabrand Boligforening:
”Hvis folk ikke sorterer deres affald bedre i fremtiden, kommer huslejen til at stige endnu mere. For så skal vi betale to gange for vores affald. Både til kommunen, og til et privat firma, som skal komme og hente det usorterede affald. Men hvis vi sætter nogle bedre skilte op og gårdmændene kan hjælpe med sorteringen og vise, hvordan det skal gøres, så kan vi begrænse huslejestigningen og dermed sparer alle beboere penge hver måned.”
Niels Hosie forestiller sig også, at Blokambassadørerne kan være med til at lære områdets beboere, hvordan de let og enkelt kan sortere deres storskrald og genbrugspapir selv, til glæde for både det fælles miljø og beboernes pengepung.