Billedkunstner Anni Holm har boet og arbejdet Sigrids Stue i september måned. I perioden har Anni Holm skabt dialoger omkring identitet, tilhørsforhold og den kulturelle arv, vi forbinder med de sprog, vi taler. Ud af de mange samtaler er produceret en serie af flettede, farverige ”sprogtæpper”, som blev præsenteret i Sigrids Stue fredag den 2. oktober.
Hvorfor sprogtæpper?
Anni Holms praksis udmønter sig ofte gennem projekter, hvor hun slipper kontrollen med det endelige værk. Hun er uddannet fra Colombia College i Chicago på fotolinjen, men arbejder med mange andre billedlige udtryk end lige netop foto. Hun har altid lavet kunst, som handler om dialogen med andre mennesker. Hun fortæller, at hun godt kan lide at slippe kontrollen med kunstværket og lade det udvikle sig.
Valg af emnet tosprogethed har bl.a. rod i kunstnerens eget liv. For hun lærte sin søn dansk under hans opvækst i Chicago. Valget af at udtrykke dialogen med lige netop tæpper er inspireret af Gellerups rødder i 1970’erne. Kollektiver og kludetæpper var en del af miljøet dengang. Også Nordgårdsskolens mange tosprogede elever har ofte sat Gellerup på landkortet.
Sprogtæpperne og dialogen med deltagerne
Præsentationen i Sigrids Stue var godt besøgt. Såvel kunstnere inde fra byen som deltagere i projektet kiggede forbi. Deltagerne er bl.a. piger fra pigeklubben Global Girls fra Laden og beboere fra opgangen på Dortesvej. Mange deltagere har flettet deres egne tæpper. Anni fortæller, at det at flette sammen gav anledning til mange gode samtaler om at være tosproget. Andre deltagere har afleveret en seddel med farver og sprog. Så frem til præsentationen var der travlt. Og kunstneren fik venners hjælp for at blive færdig til tiden.
En deltager har valgt at se sine sprog, dansk og arabisk, som blokke i farverne blåt og hvidt. I to verdener, hvor hun opholder sig et sted ad gangen. En anden deltager valgte at se sine sprog som livsfaser og illustrerede det med flagenes farver. Inderste kerne er danske farver. Så kommer engelsk og tysk til og til slut portugisisk, da hun valgte at lære lidt portugisisk ved adoption af børn fra Sydamerika.
Udstillles under titlen Learning Socialities
Fra denne uge udstiller rum46 i Studsgade 46 sprogtæpperne. Titlen Learning Socialities kan vel oversættes til Læring om det sociale menneske. Udstillingen kan ses torsdage og fredage frem til den 15. november. Da andre værker indgår i udstillingen, er det ikke sikkert at alle sprogtæpper vises hele tiden. Når udstillingen er slut er der mulighed for at de, som har flettet et tæppe selv kan få tæppet. Men det er også muligt at nogle sprogtæpper overgår til Gellerup Museum.