Den store plan for renovering af alle lejligheder i Gellerupparken og Toveshøj er på vej. Landsbyggefonden skal inden årsskiftet søges om en milliard kroner i tilskud til planen, og samtidig skal de to boligafdelinger selv skaffe penge til medfinansieringen.
Og det kan de to afdelinger heldigvis, så der er ret stor sikkerhed for, at du ikke alene kan få en god facade- og energirenovering, men også kan få moderniseret din lejlighed indendøre.
Gellerupparken har allerede solgt jord ude ved Ringvejen og har begrundet håb om at sælge endnu mere – og Toveshøj har tilsvarende gode chancer for at sælge den flade bakke ud mod Edwin Rahrs Vej. Desuden skal begge afdelinger ”fortættes” – dvs. der skal afgives jord til byggeri imellem nogle af de nuværende blokke, og det giver også penge i kassen til afdelingerne.
På afdelingsmødet forleden sagde boligforeningens formand, Keld Albrechtsen nemlig:
”Jordsalg og fortætning muliggør, at der også kommer nyt bad og køkken i lejlighederne.”
Alle lejligheder sættes i stand
Afdelingsformand Helle Hansen sagde om dette punkt:
”Alle lejlighederne bliver sat i stand – og vi får nye både nye udluftningssystemer, nye vinduer, altanlukning ved stuen, nye køkkener og faktisk også nye badeværelser, fordi det har vist sig, at det er en dårlig løsning, vi har på de nuværende badeværelser.
Sidst i august havde afdelingsbestyrelsen en spændende arbejdslørdag sammen med arkitekterne, hvor vi kiggede på tegninger og kom ind kritik og indspark til forslagene, som der nu bliver arbejdet videre med – og så skal I alle nok senere på året for forslagene at se.”
Ud over renovering skal der lægges små lejligheder sammen, enten til siden eller opad for at få flere lejligheder i mellemstørrelsen. I dag findes der slet ikke lejligheder mellem 42 og 103 kvadratmeter i afdeling 4.
Renovering sker blokvis
Blok 7 (Gudrunsvej 68-76) kommer hurtigst i gang som ”forsøgsprojektblok”, hvorfra erfaringerne skal bruges til gode renoveringer i resten af afdelingen. Blokken er valgt, fordi Tinesvej kommer lige op ad blokken, så der skal alligevel sættes nye støjdæmpende vinduer i.
Renoveringen sker gradvist, og boligforeningen håber, at der hele vil være overstået om 6-8 år.