Det bliver i høj grad også beboernes hus, selv om det på overfladen er et kommunalt kontorhus, der nu skal bygges i Gellerup.
For ud over 1000 kontorpladser til kommunens medarbejdere og lokalpolitiet bliver der en række ekstra faciliteter, som beboerne får glæde af. Ud af de 20.000 kvadratmeter er 1500 tiltænkt udadvendte aktiviteter: 

  • restaurant og cafe, der både er for kontorhuset og for områdets beboere. Det placeres midt i stueetagen,
  • auditorier, der uden for arbejdstid eksempelvis kan anvendes til biograf og mødelokaler
  • et bylaboratorium, hvor borgerne og fagfolk skal have mulighed for at være med i arbejdet med byudviklingen,
  • en særlig del af huset vil have plads til et iværksættermiljø med fokus på inklusion under navnet "Made in Gellerup",
  • og selv det planlagte parkeringshus kan give noget nyt til Gellerup. Det er indrettet, så det kan give ly til bagagerumsmarkeder eller sportsarrangementer, når det ikke bliver brugt til de ansattes biler.

Et fantastisk hus
Onsdag blev det afsløret, at kontorbyggeriet skal bygges af et konsortium ledet af A. Enggaard med Arkitema Architechts, Niras, Caverion og Katinka Hauxner ApS som samarbejdspartnere.

I den forbindelse lød det fra en begejstret rådmand Kristian Würtz:
"Jeg synes det er et fantastisk hus, vi skal bygge i Gellerup. Det viser, at vi insisterer på at gøre Gellerup til en integreret del af Aarhus. At Gellerup som bydel skal tilbyde aarhusianerne andet og mere end et sted at bo. Det skal være et sted, hvor man lever det gode byliv, og det synes jeg det nye hus bidrager til med sine mange tilbud til aarhusianerne. Det har ikke været vores ambition bare at bygge et kontorhus. Huset skal bidrage til byen, og det synes jeg i høj grad, at det gør," sagde han.
Der forestår nu tre års projekterings- og byggeperiode, idet medarbejderne rykker ind i december 2018.

      Tilmeld dig vores nyhedsbrev

      Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

      Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.