Der har været kæmpe opbakning fra alle sider. Men der er også ting, der kan gøres anderledes, så næste års uddannelsesmesse kan blive en endnu større succes. Sådan lyder det fra Israa Maarouf fra AKF-Ungdom, der var med til at arrangere onsdagens velbesøgte messe i Globus1 i Gellerup.

”Vi havde forventet omkring 700 besøgende, men endte på cirka 500. Det er samme antal som sidste år. Til gengæld var både besøgende og de studerende, som viste deres studier frem, rigtig glade, og alle synes, det var en god idé at gentage arrangementet til næste år,” fortæller Israa Maarouf.

A’hva’?
En konkret ting, der kan arbejdes med før næste års uddannelsesmesse er sproget. Nærmere betegnet den måde, som de studerende præsenterer deres viden og deres uddannelse på. Der blev brugt lige lovlig mange svære ord og fagord, som de besøgende elever kunne have meget svært ved at forstå, forklarer Israa:

”Nu, hvor vi er opmærksomme på problemet, kan vi også forberede udstillerne bedre. Både med hensyn til at præsentere deres viden i et sprog, der ikke er så svært. Og med det materiale, de har med: Det skal selvfølgelig vække de besøgendes nysgerrighed, men heller ikke være alt for tungt,” lyder det fra en træt, men tilfreds arrangør.