Måske skal der alligevel ikke være ejerlejligheder i Gellerupparken. Der har været så mange forandringer i salgsprojektet og så meget bøvl med at give beboerne i Blok 4 klar besked om betingelserne, at Gellerupparkens afdelingsbestyrelse har valgt at indkalde til endnu et beboermøde.  
I indkaldelsen anbefaler afdelingsbestyrelsen, at beboerne stemmer nej til ejerlejligheder i blokken.
Indstillingen kommer forud for det ekstra afdelingsmøde, som finder sted på onsdag den 28. oktober i Foreningernes Hus. Her er alle beboere i afdeling 4 indkaldt for at tage stilling til, om deres beslutning for et år siden skal stå ved magt. I november 2014 sagde et stort flertal ja til, at Gudrunsvejsblokkens lejligheder kan sælges som ejerboliger efter en omfattende renovering og et kæmpe hul i blokken, hvor den sydlige tværforbindelse skal gå igennem.
Prisen, der blev væk
Sidste efterår fik beboerne at vide, at hvis de ønskede at vende tilbage efter renoveringen, kunne de købe lejligheder til en rimelig pris, nemlig mellem 900.000 kr. og 1,1 mio. kr. for 100 kvadratmeter – alt efter hvilken etage det er. Dette var en anslået pris på baggrund af et mæglerskøn.
Den endelig pris skulle fastlægges, når projektet var klar til at blive sat i værk. Det var planlagt til at skulle ske umiddelbart efter sommerferien. Og her var det aftalt, at den endelige pris skulle findes som et kompromis mellem to mæglere valgt af henholdsvis kommunen og boligforeningen.
Sådan gik det bare ikke. I stedet meddelte kommunen i det tidlige efterår, at boligforeningen ikke må fastsætte prisen, før lejlighederne helt konkret bliver udbudt til salg efter renovering. Det opfatter afdelingsbestyrelsen som et løftebrud, fordi beboerne i tre opgange nummer 42, 44 og 46 snart skal tage stilling til, om de ønsker at blive genhuset permanent, eller om de ønsker at vende tilbage som købere af en ejerlejlighed.
”Men det er ikke fair over for beboerne, at de ikke kender prisen, og det er i hvert fald ikke det, som vi har lovet dem. Derfor vil vi give dem muligheden for at genoverveje, den beslutning, de traf sidste år,” siger afdelingsformand Helle Hansen og tilføjer, at afdelingsbestyrelsen er skuffet over kommunen, som de mener har lovet noget, den ikke kan holde.
Generelt stop for salg
”Vi er utilfredse med, at beboerne hele tiden nærmest bliver trukket rundt i manegen, så vi har indstillet, at beboerne siger nej til salg af blokken. Samtidig indstiller vi, at der skal være et generelt stop for salg af blokke i Helhedsplanen, for vi ikke vil have, at beboere i andre blokke skal udsættes for det samme, som beboerne i blok 4 har oplevet,” siger Helle Hansen.
Hun tilføjer, at det på beboermødet på onsdag naturligvis er op til beboerne selv at tage afgørelsen om salg eller ej. Og uanset, om det bliver et ja eller nej, bliver det sådan, at beboerne kan fortsætte som lejere i blokken, hvis de ønsker det – også selv om beboerne i nummer 42 og 46 skal genhuses i en periode.
Opgang 44 genhuses permanent
Det gælder dog ikke opgang 44 – det er dér, hullet til vejen skal være – her skal alle beboere genhuses permanent med tryghedsgarantien – og de vender selvfølgelig ikke tilbage.
Der har også været stor usikkerhed om, hvem der får tryghedsgaranti, dvs. hjælp til at finde en ny bolig, og det er der desværre stadig usikkerhed om endnu, hvis beboerne stemmer nej til salg, fortæller Helle Hansen.
Det vil først være helt afklaret til afdelingsmødet på onsdag. Her vil beboerne få besked om, hvordan tryghedsgarantien bliver udformet.
Det ekstraordinære afdelingsmøde på onsdag har kun dette ene punkt på dagsordenen, så det bliver nok ikke noget længere møde for beboerne, som i de seneste år har været indkaldt til temmelig mange beboermøder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.