Snart starter et nyt medie-tilbud til unge i Gellerup og Bispehaven mellem 18 og 30 år. Ja, endda til yngre endnu, hvis de går på Rapakademiet eller et af de andre tilbud i ungdomsskolen.
Tilbuddet hedder: Lav Film! Bliv undervist af den kendte super8-filmmand Chadi Abdul-Karim, og lær storytelling på film, musikvideoer og kortfilm.
Det er Aarhus Filmværksted, der har fået Kulturby 2017-midler og nu samarbejder med Ung i Aarhus og Tovshøjskolen om at oprette tilbudet.
Så hvis du går med en lille filmmager i maven, så skal du tilmelde dig via Filmværkstedets Facebookside. Når der er tilmeldinger nok til et hold, starter undevisningen, som udgangspunkt mandag og torsdag kl. 18-20.
Kurset løber som workshops frem til april – og derefter er det meningen at starte nye forløb. Projektet slutter i 2017 sammen med kulturby-året, hvor de unge filmmagere skal bidrage til et større arrangement i Gellerup.
Kan bruges til uddannelse
"Det er for alle unge, der gerne vil fortælle en historie via filmmediet. De vil lære at bruge storytelling i mindre film – noget som de måske kan bruge i en senere medieuddannelse," fortælle den ene af de to projektledere, Siri Frederiksen. Hun og Julie Alina Iwinski er med til at løbe projektet i gang – men ellers er det mest Chadi Abdul-Karim, de kommer til at møde.
Senere kobles en anden dygtig filmmand på undervisningen – nemlig Guy Davidi – som lavede den meget roste dokumentar Five Broken Cameras sammen med Emad Burnat.
Se filmen på Vimeo her.
"Det skal være let at lave storytelling på film, og de unge vil nok også gerne se, at der ret hurtigt kommer nogle produktioner ud af deres ideer. Derfor kalder vi de første film for "lynfilm", hvor deltagerne kan optage videoer med deres smartphone eller med de tablets, som vi låner af Tovshøjskolem," fortæller Siri Frederiksen.
Projektlederne håber på, at i hvert fald fem-seks unge kommer igennem forløbet. Som i øvrigt er helt gratis at deltage og foregår i ungdomsskolens lokaler på Tovshøjskolen.
Du kan også finde tilmeldingsskemaet her
Aarhus Filmværksteds hjemmeside