En række bilister blev i aftes stoppet af politiet, der havde valgt torsdag til en færdselsindsat i Aarhus Vest. "Resultatet var ikke særligt opløftende," lyder det fra politikommissær Jens Espensen.
Politiets færdselsafdeling og lokalpolitiet i Aarhus Vest skrev 16 alvorlige sager – blandt andet for rådden kørsel på Edwin Rahrs Vej og Gudrunsvej. I flere sager var bilisterne så usmarte at overhale politibiler.
Otte af sagerne var hastighedssager, hvor især to gjorde sig bemærket – én kørte lige forbi politiet med 117 km/t på Gudrunsvej, hvor man må køre 50 km/t, og én kørte 96 km/t på Edwin Rahrs Vej, hvor der må køres 60 km/t. Sidstnævnte kørte desuden overfor rødt med politiet i hælene, der kort efter kunne konstatere, at føreren af bilen var frakendt kørekortet.
"De her sager et gode eksempler på, hvorfor vi laver denne type færdselsindsatser i Aarhus Vest i stedet for at bruge fotovogne. Når folk kører sådan, så skal de stoppes med det samme til en alvorssnak med politiet og ikke vente på modtage en bøde," siger Jens Espensen.
Overhalede politiet i motorvejens nødspor
Da færdselsfolkene kørte retur mod Randers, fik de lige endnu en sag med sig hjem, da en patruljevogn blev overhalet på motorvejen – via nødsporet – af en bil der kørte 190 km/t.
Det blev også til en enkelt spritbilist, og så fik et par opmærksomme lokalbetjente anholdt en person, der var eftersøgt i forbindelse med en tyverisag fra Midt- og Vestsjællands politikreds.
I alt blev det til 16 sager – heraf 12 klip i kørekortet med en betinget og en ubetinget frakendelse af kørekortet.