DELTAGERBUDGETTER: Tirsdag aften i Globus1 havde borgere fra hele Aarhus mulighed for at stemme om, hvilke projekter til ensomme i kommunen, der skulle have penge fra kommunen til deres aktiviteter. 25 forskellige grupper, projekter og enkeltpersoner havde søgt op til 25.000 kr. hver. Penge, som skulle bruges til alt fra opstart af café-projekter for ensomme, udbringning af mad til hjemløse, netværksgrupper for teenagerpiger med ADHD og aktiviteter for udsatte, grønlandske børn i Aarhus. Det har vi tidligere skrevet om her:
Beskedent ønske fra Systuen
Fra Gellerup deltog Systuen på Lokalcenteret, som havde et beskedent ønske:
”Vi har søgt 5.000 kr. Det svarer til vores drift i et helt år, eller cirka til indkøbet af en ny symaskine. Vores maskiner bliver brugt rigtig meget, og dertil kommer nye nåle, tråd og kaffe til både brugerne og vores frivillige. Det betyder alt for os at have disse ting, så pengene kan sikre, at vi har ro på og ikke skal bekymre os om økonomien en helt år frem,” fortalte Birte Vixø fra Ældresagen, der leder Systuen.
Også Algargaar Charity Society, der er meget aktive i Gellerup og Toveshøj, søgte penge til deres projekt ”Ensomhed” for voksne mænd og kvinder.
Mad-projekter vandt stort
De fleste projekter havde søgt om 25.000 kroner. Dermed var der i første omgang otte projekter som kunne vinde penge, da rådmand Thomas Medom havde en pulje på i alt 200.000 kr. med til de projekter, der skulle stemmes om.
Og efter at de godt 120 deltagere og besøgende havde haft tid til at gå rundt og høre om de forskellige projekter, var det blevet tid til at stemme. Alle fremmødte havde én stemme hver, som de kunne give til det projekt de helst ville støtte.
Måske var det på grund af, at det snart var spisetid, at det var projekter der handlede om mad, som kom ind på de øverste pladser, da resultatet af afstemningen blev offentliggjort:
Skraldecaféen fik flest stemmer og dermed 25.000 kroner til opstart af deres social-gastronomiske idé. Herefter fulgte:
- Café Venligbo (25.000 kr.)
- Madvognen (mad til hjemløse – 25.000 kr.)
- Café New Life (25.000 kr.)
Længere nede af listen kom Systuen fra Gellerup, der fik sit ønske om 5.000 kr. opfyldt til Birte Vixøs store glæde:
”Det er fantastisk. Nu har vi ro på, så vi kan koncentrere os om vores frivillige og alle vores brugere. Og så skal vi ikke tænke på hvor pengene skal komme fra et helt år. Det bliver så dejligt,” lød det fra Systuens leder.