Sean Ryan Bjerremand var i fem år nabo til Libaan Sabrie, der bor Gudrunsvej 42. Her er Seans portræt af sin tidligere nabo:
Libaan Sabrie er født i 1970 i Somalia, hvor han boede indtil begyndelsen af 1990’erne. Libaan kom til Danmark i 1993, og har altid været enten i arbejde eller under uddannelse. Aktuelt er han i gang med uddannelsen i statskundskab på 2. semester og har arbejdet som musikunderviser.
Libaan mener, at man skal engagere sig i samfundet. En god tilværelse i Aarhus hænger sammen med fællesskaber med andre mennesker. Han har en 14-årig søn, Aanas, der spiller fodbold i AGF, og selv deltager han ivrigt i netværksdiskussioner med andre somaliere om, hvordan integrationen bedst lykkes, og hvordan somaliere bedst muligt bliver en del af Aarhus.
Borgerkrig i Saomalia
Men hvad bragte ham til Danmark? Omkring 1990 var Somalia et kommunistisk land. Usikkerheden steg, og til sidst kom det til borgerkrig.
Libaan mindes om borgerkrigen, når han ser billeder fra Syrien og erklærer, at han var heldig at overleve. I Somalia blev Libaans far og halvsøskende skudt, faderen døde kun tre en halv måned efter, at Libaan var ankommet til Danmark.
Derfor modererer han også sit udsagn om held til: ”Jeg er heldig NOK!”
Krigens udbrud gjorde livet vanskeligt. Før krigen havde Libaan drømt en universitetsuddannelse, men der var knapt nok mulighed for at få noget at spise. Hvorfor? Fordi folk knapt nok turde gå ud og handle af frygt for at lide samme skæbne som Libaans far og søskende.
Livet i Danmark
Libaan har været bevidst om to ting – ikke at dumme sig, og at tage en uddannelse. Dummer man sig ikke, har man ingen fjender, og man kan klare sig, hvis man har en uddannelse.
Følelsen af at være velkommen var der med det samme, men det danske sprog er ikke det nemmeste.
På et højskoleophold lærte han Højskolesangbogen at kende, og han har lært at sætte meget stor pris på danske film som Olsen-Banden og Matador. Det har han betragtet som en god måde at lære sprog på.
Derhjemme har han været bevidst om at tale dansk med sine børn. Det gør hans kone ikke, for der skal være somalisk kulturarv.
Somalisk kulturarv er der også i kærligheden til musik. Libaan beskriver afrikanere som værende født med rytme i blodet, og Libaan tænker hver time på musik.
”Musik holder mig i live”, siger han og beskriver musik som afstressende og noget, der siger mere end ord.
