Beboere og besøgende kommer på rundvisning i Gellerup og Toveshøj af uddannede lokalguider – men hvem er de?

Beboerguiderne – hvad er det?
På Gellerup Museum på Gudrunsvej ”bor” beboerguiderne. Det er beboere fra Gellerup og Toveshøj som viser området frem og fortælle om, hvad der sker i området – med bygninger, boliger og boldbaner mellem hinanden.
Og som dermed er med til at åbne Gellerup op for omverdenen og give udefrakommende et kig ind i et boligområde, som ellers let kan opfattes som en lukket eller fremmed verden.

Første del af besøget består af en rundvisning på museet og en introduktion til Gellerupparkens historie og det landskab, man kan se fra museets altan på 6. sal. Herefter går turen ud i området til fods sammen med guiden.

Det vigtigste er, at formidlingen sker på et personligt plan og ikke fra et ekspert-perspektiv og ”ned” til de besøgende, forklarer Anne Katrine Rasmussen, der er koordinator for beboerguiderne:

”Hele idéen er, at de besøgende møder beboerne ansigt til ansigt og hører deres historier. På den måde bliver det en meget personlig formidling og et ægte møde mellem mennesker. Og det er forhåbentlig noget, som de besøgende vil huske bedre bagefter, end hvis de bare blev vist rundt af en udefrakommende, professionel guide uden samme tilknytning til området,” forklarer Anne Katrine, der den seneste tid har oplevet en stigende interesse for de guidede ture.

Alle er velkomne
Både unge og voksne, skoleklasser og politikere fra Folketinget er blandt de, der indtil nu har fået en personlig rundvisning. Og netop fordi guiderne er beboere med et personligt forhold til det, de viser frem, er der aldrig to ture der bliver ens, ifølge koordinatoren:

”Det spændende er, at guiderne har deres egen historie og erfaringer, som de kan bruge, når de viser rundt. Det giver en unik mulighed for formidling,” slutter Anne Katrine Rasmussen, hvis korps af beboerguider er aktive hele året rundt.

FAKTA:
•    En guide tjener 122 kr. i timen
•    Der er guidede ture hele året, men flest om foråret og efteråret
•    En guidet tur foregår på dansk
•    Som guide skal man holde sig opdateret på, hvad der sker i Gellerup med helhedsplanen
•    For nogle mennesker er en guidet tur deres første møde med Gellerup.

HVORDAN BLIVER MAN GUIDE:
•    Man skal gennemgå et uddannelsesforløb, hvor man lærer om Gellerups historie og hvordan man er guide.
•    Man skal kunne lide at tale til en stor forsamling
•    Man skal have lyst til at fortælle om, hvordan det er at bo i Gellerup
•    Man skal være ansvarlig

Er du interesseret, så kontakt:

Guidekoordinator
Anne Katrine Graah Rasmussen
Det Boligsociale Sekretariat
Gudrundvej 10A
Mail: anra@bbbo.dk
Mobil: 2046 6937

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.