Skole, musik og kultur hældes ned i den helt store blender, når multikultur-festivallen Jalla:12 åbner dørene 28. november på Tovshøjskolen. Den halvårlige festival, der er et samarbejde mellem teaterscenen Opgang2 og lokale aktører og talenter i Gellerup-området er nu nået frem til start for imponerende 12. gang.
Som noget nyt finder Jalla! denne gang sted på Tovshøjskolen. Og dermed inddrages skolens klassiske musik-projekt, ”MusikUnik” også for første gang i den brogede festival, der tæller både rap, teater, musik, sang og traditionel arabisk og somalisk folkedans blandt de øvrige oplevelser på plakaten.
MusikUnik arbejder målrettet med, at alle elever helt fra indskolingen lærer om klassisk musik og får lov til at spille instrumenter som basun, blokfløjte, obo og klarinet.
Talentholdet rykker ud
Med til Jalla:12 har Opgang2 deres eget talenthold, hvor unge med flerkulturel baggrund arbejder med teater og performace. På programmet er desuden Maestra, Aarhus Musikskoles pigekor, dansegrupperne Gobaad og Jafra, film og fællessang.
Jalla:12 finder sted på Tovshøjskolen lørdag 28. november kl. 14 – 17.