Op til stormødet lørdag 28. november har beboere, blokambassadører og ansatte i Brabrand Boligforening været ude at ringe på dørene. Mere end 100 beboere er blevet spurgt om, hvad de synes om at bo i Gellerup og Toveshøj og hvad Hvad det bedste og det værste er ved at bo her. Og ikke mindst, hvad vi sammen kan gøre for at gøre området til et endnu bedre sted.

Tryghed og fællesskab går igen
Svarene peger i mange retninger. Alligevel er der bestemte ting, der går igen.
De mest almindelige, positive ting, beboerne selv fortæller om, er sammenholdet med andre beboere og naboer. Mange siger, at de i stigende grad føler sig trygge ved at bo her, fordi kriminaliteten og hærværket falder. Andre fordele ved Gellerup er den korte afstand til butikker og busser. Her er nogle af svarene:

– Det er flot at gå tur i området
– Der er mere ro i området nu
– Det bedste er sammenholdet med folk herude

Unge skaber utryghed og giver bekymring
På den negative kommer især unge drenge og mænd, der har en hensynsløs adfærd. Det gælder alt fra larm fra biler og scootere både dag og nat, overfald og salg af stoffer. Og så er der en udbredt opfattelse af, at de unge ikke har nok at lave – de skal have flere muligheder og ikke gå og keder sig:

– De unge har været en udfordring. De mangler noget at lave
– Det værste ved at bo her er unge drenge på knallerter
– Der er støj om natten med unge, der råber. Jeg vil gerne have noget gjort ved det

Andre almindelige klager går på, at der ligger affald mange steder, gener fra byggeriet og vejarbejdet i området, og at medierne ofte har et negativt fokus på Gellerup.

Håb for fremtiden
Rigtig mange beboere har deres egne forslag til, hvordan Gellerup og Toveshøj kan blive et bedre sted at bo og være: Fra musikklubber og bedre samarbejde mellem beboere, Brabrand Boligforening og Politiet til større legepladser og bedre overblik over fritidsaktiviteter i området. Her er et par af dem:

– Vi skal have flere steder med parker og bænke, hvor man kan mødes og snakke
– Det er vigtigt at lære hinanden at kende på tværs af kulturer – for det giver tryghed
– Vi skal skabe steder, så også folk udenfor området får en grund til at komme her i Gellerupparken

Alt i alt er hovedparten af de mange beboere, som har deltaget i spørge-undersøgelsen, optimister når det gælder fremtiden. Og flere af dem håber, at der kommer flere danskere tilbage til området. Her samlet i et sidste citat fra den store undersøgelse:

– Det vil være rigtig godt med flere danskere herude – integration går begge veje

FAKTA: Stormøde om Gellerups fremtid

– Afholdes i Globus1 lørdag 28. november kl. 9.30 – 17
– Er for alle beboere og folk, der arbejder og kommer i Gellerup og Toveshøj
– Handler om at indsamle idéer til, hvad vi kan gøre for at forbedre området
– Der er børnepasning, morgenkaffe og gratis frokost
– Invitation er delt ud til samtlige beboere før mødet
– Du kan tilmelde dig gruppen "Stormøde om fremtidens Gellerup" på facebook

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.