5. november blev en gårdmand i Brabrand Boligforening overfaldet og tildelt knytnæveslag, mens gårdmandens kollega blev udsat for trusler. Episoden blev trukket frem, da lokalpolitiets leder, Jens Espensen, orienterede om politiets arbejde på Samvirkets kvartalsmøde.
”Vi har haft en voldssag, en rigtig træls en, hvor en person slog en gårdmand fra Brabrand Boligforening. Det tager vi meget alvorligt. Vi ved, hvem der har gjort det, og det kan jo være, at boligforeningen ikke synes, de skal bo her længere, men det blander jeg mig ikke i. Jeg vil bare sikre, at ansatte i området skal kunne udføre deres arbejde i fred."
‘Helt uacceptabelt’
Brabrand Boligforenings direktør Keld Laursen siger til Gellerup.nu, at han finder vold mod ansatte helt uacceptabelt, og at både beboere og ansatte skal kunne færdes trygt i området.
”I den konkrete sag, som Jens Espensen nævner, er vi ved at undersøge, hvordan det forholder sig, og så vil vi handle ud fra det,” siger Keld Laursen.
Brabrand Boligforening har tidligere foretaget ophævelse af lejemål, og hidtidig praksis har været, at inden en opsigelse skal der være givet en sanktion i form af f.eks. en dom for farlig kriminalitet, grov vold eller lignende, udført i en af vore boligafdelinger.
Den praksis blev således taget i brug i sagen om den påsatte brand i oktober 2008 i børnehaven Viben. Her opsagde boligforeningen familierne til de drenge, der satte ild til børnehaven og som fik dom for det. Der faldt senere dom om, at opsigelsen var berettiget.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.