”Gellerup og Toveshøjs fremtid handler ikke om bygninger – men om mennesker”. Det fastslog boligsocial leder Henning Winther, da han bød velkommen til Stormødet om fremtidens Gellerup i Globus1. Hans tale markerede startskuddet til det lange møde, som skal vare hele dagen. Masser af beboere og ansatte fra hele området var mødt op fra morgenstunden for at dele erfaringer til den fælles indsats.

”Det her skal give mening for dem, der bor herude. Ikke for alle mulige eksperter. Det er den eneste måde vi sammen kan skabe reelle forandringer på – nemlig ved at helt almindelige mennesker begynder at gøre helt almindelige ting på nye måder”, lød det fra Henning Winther.

Lang vej mod ny helhedsplan
Det tager lang tid at udarbejde en helhedsplan. Faktisk tager det to år, når planen først skal skrives og derefter godkendes af både beboere, boligforening og Aarhus Kommune. Derfor handler den nye helhedsplan, som er dagens emne, da også om perioden fra 2018 – 2021.

Temaer i helhedsplanen
Selvom ordet er frit og alle idéer skal på bordet, er det alligevel nogle bestemte temaer, beboerne blev bedt om at forholde sig til. Disse temaer, som skal være retningslinjer for den kommende helhedsplan er:

1) Tryghed og trivsel. Og dermed hvordan vi viser hensyn til hinanden og skaber en lyst til at bo i området.

2) Forældreansvar og forebyggelse: Hvordan kan forældre og familie få de nødvendige ressourcer og værktøjer til at skabe sammenhold i dagligdagen?

3) Kriminalpræventive tiltag: At skabe positive fællesskaber for børn og unge, så de ikke kommer i dårligt selskab og havner i kriminalitet.

4) Uddannelse og beskæftigelse: At skabe værdi for andre og få hjælp til selv at finde en meningsfuld tilværelse og et arbejde, også selvom man måske ikke kan arbejde på fuld tid eller på samme vilkår som de fleste andre.

Dagen fortsætter med gruppearbejde og udveksling af ideer og erfaringer mellem alle de fremmødte beboere, ansatte i boligforeningen og andre, der er mødt op for at dele ud af deres viden – og lytte og lære om Gellerup.