Når Letbanen efter planen triller ud i trafikken i Aarhus fra januar 2017, kommer det til at medføre en større ændring af buslinjerne. Nogle ruter bliver omlagt, andre bliver nedlagt og atter andre får færre daglige afgange.

Men i Toveshøj og Gellerup er situationen den modsatte. Her kommer der en helt ny forbindelse, linje 24, som blandt andet skal køre ad Sigridsvej og Janesvej, og derfra ind til midtbyen via Hasle, Brendstrupvej og Ny Munkegade.

Du kan også tage den nye bus ”den anden vej rundt” fra Gellerup og Toveshøj til City Vest, ad Viby Ringvej til Gammel Åby, tilbage til Silkeborgvej, ud til Harald Jensens Plads og Langenæs, inden bussen endelig kommer ind til centrum via Skanderborgvej. Alt i alt noget af en omvej med andre ord.

”Lokal-linje” med helt ny betydning
Den kommende linje 24 er da også i første omgang tænkt som en lokalbus, der skal forbinde områderne i den vestlige udkant af Aarhus med hinanden. Så behøver man ikke længere køre ind gennem midtbyen eller skifte bus for at komme fra Gellerup / Toveshøj til for eksempel Gammel Åby eller Viby Torv.

Og så er der selvfølgelig den ufærdige letbane-linje, der lige nu bliver anlagt på blandt andet Edwin Rahrs Vej. Den er der nok også mange beboere, som ser frem til at ”hoppe på”, men der må vi foreløbig væbne os med tålmodighed. Således er der ikke udsigt til, at Letbanen gennem Gellerup/Toveshøj bliver virkelighed før efter år 2020.

Indtil da kan vi glæde os over den nye lokalbus – og så at der indtil videre ikke er planer om at skære ned på de øvrige busforbindelser, der betjener området.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.