Foreningen Aarhus Afro er nogle af de frivillige, der tilbyder lektiehjælp til Gellerup og Toveshøjs skolebørn. Det foregår på Tovshøjskolen hver tirsdag. Og alle børn er velkomne. Maryan Hayir fra Aarhus Afro fortæller:
”Vi er en gruppe mødre, som sammen hjælper børnene til at blive dygtige i skolen. De voksne, der er gode til dansk, hjælper de store børn med deres lektier. Og de voksne, der er bedst til somalisk, lærer de mindre børn at skrive på somalisk. Vi er 100 procent sikre på, at børnene bliver dygtigere i skolen, når de lærer deres modersmål. Vi forklarer udtryk for dem både med somaliske og danske ord, så de husker det bedre.”
Maryan studerer selv på VUC til daglig, og får selv hjælp til sine lektier af danske kvinder, fortæller hun:
”Jeg har stor glæde af at få hjælp til mine lektier af danske pensionister i Kvindehuset, hvor jeg kommer hver uge. Og den tid, som de har givet mig, vil jeg give videre til at hjælpe andre. Derfor giver det meget mening for mig at hjælpe børnene i vores lektieklub, og det er også vigtigt for mig at lære børnene at hjælpe andre på samme måde. Og selv om jeg er syg og har smerter hver dag, vil jeg hellere ud at hjælpe end at sidde hjemme.”
Støt op om din lokale skole
”Jeg er i skolebestyrelsen på Tovshøjskolen. Og i vores familie har vi bevidst valgt, at vores børn skal gå på den lokale skole. Vi har valgt at bo her, og jeg synes, at man skal være aktivt med til at støtte op om det sted, hvor man bor. Jeg ved, at Tovshøjskolen har forbedret karakterniveauet meget i de sidste år, og lærerne her er eksperter i at undervise tosprogede børn.
Toveshøj og Gellerupområdet har udviklet sig meget siden 90’erne, hvor der kun var få foreninger og ikke mange tilbud til børn og unge. Nu foregår der utroligt mange aktiviteter her, og vi er meget glade for at bo her,” siger Maryan.
Hun oplyser, at Aarhus Afro Lektiehjælpen er for alle, også de af børnenes venner, der ikke taler somalisk.
Vil du vide mere om lektiehjælpen, så kontakt Maryan Hayir på tlf. 60 70 76 59.