Mens Ellen Kappel er på vej ud af døren som områdekoordinator på Familiekontoret i Gellerup, så er der et projekt i opstart, som hun gerne ville have været en del af.
Det handler om stressramte i udsatte boligområder, herunder Gellerup. Bag projektet står Dignity – Dansk Center mod Tortur.
Projektet skal vare i godt tre år, og en vigtig del af projektet er at arbejde sammen med de faggrupper, som allerede i dag arbejder med stressramte (PTSD). Og styrke deres kompetencer. En anden del er direkte arbejde med nogle af de traumatiserede flygtningefamilier.
”Det lyder som et godt og nødvendigt projekt,” siger Ellen Kappel. Hun husker tilbage på de første års arbejde sidst i 80-erne med flygtninge fra blandt andet det borgerkrigshærgede Libanon. Mange blev traumatiserede af krigen og de evige bombardementer mod flygtningelejrene.
De blev ved med at have det skidt
”I de første mange år vidste vi ikke meget om traumer. Når vi syntes, at vi havde løst et problem sammen med familien, så undrede vi os nogle gange over, at børnene eller de voksne blev ved med at have det skidt. Vi hørte f.eks. fra skolen, at børn var ustabile, eller vi hørte om en far, der ikke kunne sove om natten. Men først, da vi begyndte at samarbejde meget med lokalpsykiatrien, gik det op for os, at de havde traumer fra borgerkrig eller forfølgelser, og – hvad vi ikke anede – at mange børn i disse familier også blev traumatiserede.”
Lokalpsykiatrien og familiecentret gennemførte i de første tre år af 2000-tallet et projekt, som involverede både voksne og børn. Ideen var at sprede vigtig viden og at give især børnene nogle redskaber til at forstå og handle i de angstprovokerende situationer, som børn i traumatiserede familier udsættes for.
Projektet var en øjenåbner for familierådgiverne:
”Vi bad blandt andet en række skolebørn i 5. klasse på Nordgårdskolen tegne ”krig”. Hvor etnisk danske børn ville fokusere på helikoptere og maskinpistoler, så var der døde mennesker, blod og brændende bygninger i Gellerup-børnenes tegninger. Også selv om børnene er født i Danmark. Det har påvirket dem rigtig meget, at forældrene flygtede fra krigshandlinger,” fortæller Ellen Kappel.
En følge af projektet var, at der blev oprettet et korps af undervisere, så skolerne og børneinstitutionerne lærte at opfange signaler om traumer i familien, og de indrettede sig på, at nogle børn havde særlige behov.
‘Vi vidste ikke ret meget om traumer’
Ellen Kappel viser børnetegninger frem fra en bog om posttraumatisk stress. Drengen med hul i maven siger i sin tekstboble, at "jeg har altid ondt i maven". Projektet gav familierådgiverne en nødvendig viden om børn i traumatiserede familier.
