16-årige Yousef Karzoun er netop startet på malerlinjen på Aarhus Tech. Han ved, at det er det helt rigtige for ham. Takket være Virksomhedsskolen har han nemlig prøvet kræfter med arbejdet som maler allerede før han satte sig på skolebænken. Men det har også krævet både tid og tålmodighed at komme dertil, hvor han er i dag, fortæller han.
”Det gode ved sådan noget som Virksomhedsskolen er, at du kommer ud i det virkelige liv fra starten af. Modsat Tech (teknisk skole, red.) hvor du bliver sat til at prøve alle mulige fag af, også selvom du måske godt ved, hvad det er, du vil. Og fordi jeg har haft tålmodighed nok til at blive alle de 20 uger på forløbet på Virksomhedsskolen, kan jeg springe første del af uddannelsesforløbet på Aarhus Tech over og gå direkte til det, der interesserer mig – nemlig linjen som bygningsmaler,” forklarer Yousef.
Hellere male end rydde op
Efter 9. klasse på Næshøjskolen i Harlev startede Yousef egentlig i 10. klasse. Det var dog ikke lykken for den bredskuldrede Gellerup-dreng, som gik ud af skolen og i stedet henvendte sig på Aarhus Tech. Dér kunne de dog ikke hjælpe i første omgang, da det var midt i skoleåret og derfor ikke muligt at komme ind. I stedet fik Yousef kontakt med UU-vejleder Ghassan Hassoun og Virksomhedsskolen, hvor han kom i et 20-ugers forløb, som kan give adgang til teknisk skole. Men ikke uden en vis skepsis fra Yousefs side:
”I starten synes jeg ikke, det lød som en rigtig skole. Desuden kom jeg ud i en tømmervirksomhed, hvor jeg mest blev sat til at rydde op efter de andre, og det lærte jeg selvfølgelig ikke ret meget af. Så efter et par uger stoppede jeg dér og fik hjælp til at finde et andet firma, jeg kunne være hos. Og så gik det hele meget bedre, jeg skulle simpelthen bare være tålmodig og give det en chance,” erindrer Yousef, der fik en praktikplads hos Karsten Sørensens malerfirma og kom ud til det nye kæmpe-byggeri på Skejby Sygehus for at male vægge, lofter, radiatorer og alt mulig andet – og det blev en stor succes:
Anbefaler Virksomhedsskolen
”Det var et godt team og de var rigtig gode til at tage imod mig. Hvis jeg sagde, at der var noget, jeg ikke vidste eller ikke kunne finde ud af, så hjalp de andre mig. På den måde lærer man noget. Ikke kun at arbejde, men også om det hér nu er det rigtige – og det er det helt klart for mit vedkommende. Så jeg kan pænt anbefale Virksomhedsskolen til andre unge. Kom ud i det virkelige liv fra starten af. Det er det gode ved det. Bare hav tålmodighed og find ud af, hvad det er, du gerne vil og er god til, ” slutter 16-årige Yousef Karzoun, der nu kan se frem til mellem tre og tre et halvt års uddannelse, før han står med sit svendebrev i hånden som bygningsmaler.