Blandt Gellerups beboere er den irakiskfødte digter Homam Mohammad Amin. Gellerup.nu er glad for at kunne præsentere Homam som ”hus-digter”, idet han hver måned vil give læserne et nyt digt.
Homam er en meget aktiv digter, idet han på sin Facebookside udgiver et nyt lille digt stort set dagligt.
”Hvis der sker et eller andet i verden, så skriver jeg om det – det er meget situationsbestemt. Om naturen, om Gellerup, om Syrien eller Irak, om kærlighed – ja, alt muligt!” siger Homam Amin.

Digtet i dette nummer af Gellerup.nu hedder ’Nej, nej til fanatisme’. Selv om det blev trykt i bogen ”Arabiske Digte” allerede sidste år, så peger han alligevel på dette digt som et aktuelt tema, fordi terrorhandlingerne i blandt andet Paris og København er så tæt på.
Hans digt fortæller, at selv om man er klippefast i sin religion, så må man ikke blive fanatisk, men vælge tolerancen og kærligheden.

Søgte beskyttelse i Danmark
Selv flygtede Homam Mohammad Amin fra Irak i starten af 90-erne efter Golf-krigen. Han er uddannet sociolog, men har i sit arbejdsliv mest beskæftiget sig med produktion af is og mælkeprodukter og har i den forbindelse besøgt Danmark flere gange. Han valgte at søge beskyttelse i Danmark og har siden boet i København, senere Trillegården i Aarhus Vest og de seneste fem år i Gellerup. Først på Gudrunsvej, nu på Jettesvej.
Han er 76 år og forstår lidt dansk, men taler arabisk og engelsk. Han digter på arabisk og har i tidens løb skrevet omkring 5.000 digte, hvoraf nogle få er trykt i tre digtsamlinger, og ca. 600 digte ligger på internettet.

At oversætte arabiske digte til dansk er vanskeligt, fortæller Homam.
”Når digtene oversættes, risikerer de at miste en stor del af værdien og budskabet. De kan komme til at lyde helt anderledes, så det er ikke enhver, der er i stand til at oversætte dem.”

Digtsamlingen fra 2015 er oversat af freelanceoversætter Hanna Donslund.

På billedet til højre kan du se den originale, arabiske tekst.

NEJ, NEJ TIL FANATISME

Vi er alle brødre
Religioner påbydes ikke med magt
Kærligheden samler os
Og faderskabets hengivenhed samler os
Disse anliggender kræver ikke nobel optræden
Vores overbevisnings jord er fast
Og ikke smattet
Enhver er i en rus på grund af sin tro
Tolerancen er nødvendig hvis
En af os begår en fejl
I ulykke og lidelse
Hjælper vi hinanden
Og inden i hver eneste af os er en brændende fakkel
Vi lader ikke folk drukne
Og vi skuer fra toppen af en bakke
Nødvendig er æren og tolerancen
Over enhver længsel
Tolerancen er vores religion og den er for os den største rigdom
Vi hader alle blind fanatisme
Og brug af magt
Folk i enhed
Har hæder og ære
Vi er alle fætre og brødre

Homam Mohammad Amin

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.