Globus1 var lørdag eftermiddag forvandlet til ét stort samtale-rum, hvor mindst 120 beboere og ansatte i Gellerup-området var samlet for at diskutere de nye projekter, der forhåbentlig kommer med i den kommende helhedsplan 2017 – 21.
De ni meget forskellige projekter er blevet udviklet i samarbejde mellem beboere, beboerdemokrater og ansatte i området siden det første stormøde, der blev holdt i november sidste år. Derfor var det også beboerne selv, der præsenterede forslagene for de fremmødte, som derefter kunne bruge resten af eftermiddagen på at gøre forslagene endnu skarpere og mere konkrete.
Og efter flere timer med diskussion, forslag og konstruktivt med- og modspil var det tid til at runde dagen af. Toke Paludan, som var tovholder på dagens program, kaldte alle deltagerne til samling og takkede dem for at stille op og bruge deres tid til fællesskabets bedste:
”Tak fordi I ville lytte og rejse med. Man kan ikke nå alt og vi når ikke længere i dag. Men det har været utrolig lærerigt og udbytterigt, og jeg er sikker på, at vi nu står meget bedre rustet, når vi skal fremlægge dagens forslag for kommunen og landsbyggefonden. For så kan vi sige: Det er det hér beboerne vil!” fastslog Toke Paludan, inden han overlod ordet til tovholderne for de ni projekter, så de kunne fremlægge resultaterne af dagens arbejde. Både i forhold til, hvad de havde lært i løbet af dagen og hvad der skal ske som det næste.
De ni forslag – sådan ser de ud nu:
1) Foreningernes hus: Vi har ressourcer, som vi ikke havde tænkt over i forvejen – vi arbejder allerede på tværs af kulturer. VI er blevet bedre til at holde på vores rettigheder. I fremtiden vil vi gerne kunne tilbyde fælles lektiehjælp, hjælp til ensomme, kulturelt tværfaglige aktiviteter og danskundervisning.
2) Sundhedshaven: Der er bred opbakning i lokalområdet til en have for stressramte. Vi skal bare i gang med at indsamle viden og erfaring. Så skal vi skaffe penge gennem fundraising. På den måde kan vi komme til at lave arrangementer allerede her i foråret. Et projekt kunne være at lave et te-hus med urter dyrket i sundhedshaven.
3) Gellerups image: Det er vigtig at få skabt et kraftcenter for positiv påvirkning samt brobygning. Det kan være med til at løfte alle de andre projekter. Vi skal have bedre image både udadtil og indadtil. Vi skal have nogle vinderprojekter – også store arrangementer som Color Run. Aktiviteter, som findes i Gellerup, skal ud i resten af byen.
4) Demokratiforståelse: Det er et meget bredt område. Vi skal træne i demokrati. Samarbejde med Foreningernes Hus, aftenskole, hjælpe hinanden. Måske kan vi danne et ”Demokratisk foreningskorps” som altid kan rykke ud og forklare om regler og rettigheder.
5) Forældreforum: Det vigtigste er, at man som forældre er kompetente til at tage styringen i sine børns liv. Vi skal have dialogmøder – fælles holdninger kræver koordinering. Forældresparring og netværk kan opbygges efter samme erfaringer som er brugt hos bydelsmødrene og kvindehuset.
6) Kontaktstedet 2.0: Videreudvikling af værested, som giver mulighed for, at unge kan vende tilbage til de normale tilbud der er i området. Man skal kunne hænge ud om aftenen og blandt andet få åben rådgivning om dagen.
7) Udvikling og afklaring for unge: Det handler om at binde faglig, social og personlig læring på sammen. Og at synliggøre de rollemodeller indenfor uddannelse og beskæftigelse som vi allerede har. Og så skal mere forældreinddragelse også være med til at motivere og fastholde de unge i deres uddannelses – og afklaringsforløb.
8) Vækst – og beskæftigelseshuset: En idé er at starte et vikarbureau med lokal arbejdskraft. En del af lønnen lægges til side til lån til senere opstart af egen virksomhed. Målgruppe handler ikke om alder, men om man er motiveret eller ej.
9) Informations- og vejledningscenter: Hvordan får vi givet information videre så den rammer plet? Det gør vi ved at arbejde sammen med foreningerne for at komme ud til alle.
Beboerne er eksperter i at bo i Gellerup
Til sidst rundede boligsocial leder Henning Winther dagen af med at takke tovholdere, beboere og alle de andre fremmødte for den fælles indsats:
”Jeg bemærkede noget i starten af mødet: Det var over halvdelen af salen, der bor i Gellerup. Det vil sige, at vi har en stor repræsentation af folk, som er eksperter i at bo i området. Det er væsentlig viden, vi har har fået med. Det er det væsentligste produkt af dagen – at I har snakket sammen om, hvad der er vigtigt for jer. Tak for det.