Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag. Så på denne dag var det naturligt at skifte foreningen ‘QHus i Gellerup’, som kvindehuset i Gellerup nu er kommet til at hedde.

Det var en lille sluttet kreds, som var mødt op til mødet, men så varede mødet heller ikke så længe.  Den længste diskussion gik faktisk ud på, hvad huset skulle hedde. QHus Brabrand, QHus Gellerup  og QHus i Gellerup og Toveshøj, var nogle af de andre forslag, men der blev stemt og valget faldt på ‘Qhus i Gellerup’. 
Da der ikke var så mange deltagere til mødet, blev det fredsvalg, hvor man blev enige om, hvem der skulle i bestyrelsen. Bestyrelsen kom til at bestå af følgende kvinder: Shamso Muqtarwardere, Saousanne El Abbas, Maryan Ruun Hayir, Naima Thamri og Deeqa Ahmed Yusuf.
Det blev også vedtaget, at det koster 20 kroner om året at være med i foreningen. Man skal være medlem, hvis man vil stemme til generalforsamlingen, men man må selvfølgelig godt kigge forbi huset, selvom man ikke er medlem.
Bydelsmødrene blev på deres sidste møde enige om at holde huset åbent på skift, så der altid er nogen til at tage imod gæster.
Der er allerede planlagt nogle aktiviteter
På generalforsamlingen diskuterede man ikke, hvilke aktiviteter der skulle være. Men Lone Hedelund oplyste om, at der allerede er planlagt nogle ting.

  • Hver tirsdag er der kreative timer mellem kl. 13 og kl. 15. Her kan alle komme og tegne, hækle eller måske strikke.
  • Tirsdag den 15. marts kl. 13 kommer livsstilsvejleder Ingrid Videbech og holder oplægget ”Sundhed og vægttab". 
  • Tirsdag d. 5. april kommer Davut Ataman fra Gellerup Bibliotek mellem kl. 14.30 og 15.30 og hjælper med at komme på fx forældreintra eller netbank på smartphone.
  • Torsdag d. 7. april kommer forfatter Louise Juhl Dalsgaard. Det sker mellem kl. 12.30 og 14. Kom og lyt med eller fortæl selv din egen historie, eller din mors, din søsters eller en venindes.

Hvis nogle af disse aktiviteter lyder spændende, så kig forbi en af dagene, eller kom og drik en kop kaffe tirsdag og torsdag fra klokken 12.