Tirsdag aften var der ekstraordinært beboermøde i Toveshøj. Beboerne kunne høre om og stemme om den renoveringsplan for hele afdelingen, som afdelingsbestyrelsen længe har arbejdet på at gøre til virkelighed. Og det blev et klart ”Ja!” fra de næsten 100 stemmeberettigede beboere, der mødte frem, til at gå videre med planen.

Den ambitiøse plan, der kommer til at omfatte samtlige lejemål, opgange, fascader og udearealer, vil blandt andet resultere i helt nye boligtyper i en og to etager, ”byhuse” i blokkene med egen indgang og handicap-venlige lejligheder i opgange, hvor der også kommer elevator som noget nyt i Toveshøj.

Pengene til det storstilede projekt, som kommer til at strække sig syv til ti år ud i fremtiden, kommer dels fra afdelingen selv i form af jordsalg, dels fra den fælles pengekasse, Landsbyggefonden.

Blok A17 viser vej
Aftenens afstemning baner vejen for, at blok A17 (Edwin Rahrs Vej 18–26) som den første bliver totalrenoveret ude og inde til en pris på godt 100 millioner kroner. Erfaringerne fra dette arbejde, der påbegyndes til næste forår, skal herefter overføres til resten af blokkene på Toveshøj, som herefter vil blive renoveret tilsvarende.

Det betyder blandt andet, at en række beboere løbende skal genhuses under Tryghedsgarantien – nogle midlertidigt, mens håndværkerne er i gang, andre permanent, idet en række lejligheder bliver slået sammen og andre forsvinder som følge af installering af elevatorer m.m. Og eftersom alle berørte beboere skal have et års varsel før de bliver opsagt, er det ikke i morgen, de store maskiner går i gang med at ændre Toveshøj for altid.

Også bekymrede stemmer
Blandt de fremmødte til afstemningen var der da heller ikke kun ros og entusiasme forud for det store projekt. Flere følte sig dårlig informeret på forhånd.

Andre var usikre på, om de for eksempel kan flytte tilbage til deres lejemål, hvis det omdannes til en af de nye boligtyper, tilgængelighedsboligerne – der er beregnet på beboere med fysiske handicap og som måske sidder i kørestol.

Brabrand Boligforenings udlejningsmedarbejder Hanne Thun og varmemester Ahmed Mansour gjorde dog deres bedste for at berolige alle og forsikre om, at alle beboere vil få en individuel løsning, der passer til deres behov, både for midlertidig og eventuelt permanent udflytning. Og at de dyrekøbte erfaringer, som er kommet i forbindelse med tømningen af de første tre boligblokke i Gellerupparken, nu vil komme Toveshøjs beboere til gode.

Efter et godt tre timer langt og til tider intenst beboermøde blev renoveringsplanen sendt til afstemning og blev godkendt med 85 stemmer for planen og 11 imod. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.