Næste gang Aarhus Byråd mødes, er onsdag den 30. marts 2016. De tre første punkter på dagsordenen for dette møde handler om kamp mod parallelsamfund samt annullering af byggegrundssalget til en stormoske.
Første punkt er fra Borgmester Jacob Bundsgaard. Han ønsker, at Folketinget sørger for at imamer og alle andre prædikanter fremover skal certificeres og uddannes, før de må prædike religion for andre. Så er man sikker på, at de overholder danske regler og love.
Ingen børn skal være bange for at blive slået, og kvinder skal kende deres rettigheder, også de etniske kvinder, og de skal helst ud på arbejdsmarkedet. I alt er der ti punkter i Borgmesterens plan om et opgør med parallelsamfundet.
Åbner for dialog
Han åbner dog også for dialog med de moderate kræfter blandt muslimerne i Aarhus:
”Vi ønsker fortsat en dialog og et samarbejde med de moderate og konstruktive muslimske foreninger i vores by,” står der i borgmesterens slagplan.
Andet punkt handler om, at Aarhus Kommunes afdeling for Teknik og Miljø den 18. marts 2015 fik lov af byrådet til at sælge del af ejendommen Bautavej 1 efter offentligt udbud. Det skal nu trækkes tilbage eller annulleres.
Tredje punkt handler om, at også Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti vil annullere den samme salgstilladelse.