8-Tallet er en ny mulighed for byens iværksættere, det ligger på Gudrunsvej 78 og falder godt i tråd med helhedsplanens vision om at tiltrække folk, der har anderledes ideer om erhverv og kultur.
På onsdag den 27. april kl. 17-20 kan du høre mere om 8-Tallets muligheder, hvis du har lyst til at indgå i det arbejdsfællesskab, som stedet også skal være. Det sker på tredjesalen, over Familiekontoret. Christian Fumz fra GivRum viser rundt.  
Se begivenheden på Facebook her.
Prøv at se på bibliotekbygningen Gudrunsvej 78 ovenfra – og se, at det ligner et 8-tal, fordi der er to indre gårde i bygningen. På tredjesalen ligger 1500 ubenyttede kvadratmeter hen – og har gjort det, siden de blev opgivet som plejeboliger.
Hvorfor ikke bruge dem til noget fornuftigt, indtil hele bygningen rives ned om måske tre år? Ved årsskiftet 2018/19 rykker biblioteket op i det nye beboerhus, mens familiekontoret flytter ind i kommunens administrationsbygning ud til Edwin Rahrs Vej.
Forløber for "Made In Gellerup"
Den nye administrationsbygning har en klar tråd til det kommende arbejdsfællesskab. Entreprenørselskabet A. Enggaard A/S, som i et konsortium vandt byggeopgaven, foreslog at integrere projekt ”Made In Gellerup” i byggeriet – dvs. lade iværksættere råde over 1100 kvadratmeter.
De foreslog også at lade Christian Fumz bygge noget midlertidigt op i området.  Fumz har tidligere startet to arbejdsfællesskaber i København og et i Aalborg.
De skal nok blive fyldt…
Christian Fumz viser os rundt i de mange rum i 8-Tallet. Med sixpence og hipsterskæg glider han perfekt ind i rollen som kultur-iværksætter. Han har det nødvendige mod til at tro på, at de 1500 kvadratmeter nok skal blive fyldt, og han har både energien og erfaringen til at vide, hvad han gør.
Han har ingen anelse om, hvem der kommer nu på onsdag.  
”Men jeg håber da, at der kommer nogle, der vil gå ind i et arbejdsfællesskab, det vil sige bruge hinandens kompetencer. Hvis en vil sælge tøj på nettet, er der måske en fotograf i fællesskab, der kan tage flotte billeder til hjemmesiden – og så videre,” siger han.
8-tallet samarbejder med Instant City som en naturlig samarbejdspartner, idet de har iværksætteri som fælles gods, og mange projekter i området er tænkt sammen. 
For Gellerup – og alle de andre
Alle beboere i Gellerupparken og Toveshøj har fået en husstandsomdelt invitation, og Fumz har via de sociale medier bredt projektet ud til hele byen og håber, at iværksættere fra Aarhus kan se ideen i at være med til at bygge Gellerup op som bydelen, hvor de originale ideer trives.
De mange gabende tomme lokaler afskrækker ham ikke:
”Det, jeg kan lide ved tomme huse er, at de kan bruges til lige præcis det, som folk synes de skal bruges til. Det skal ikke være en varmestue eller forsamlingslokale, men et arbejdsfællesskab. Så er det op til folk at fylde lokalerne ud,” siger Christian Fumz.
Billig-billig
I starten bliver det billigt at deltage i 8-tallet. Lejerne skal betale grundomkostninger som el og varme, men ikke ret meget mere. Så det er her, man uden den store risiko kan afprøve sine ideer.
Om tre år rykker det hele altså op i den nye administrationsbygning som en del af ”Made in Gellerup” – se illustrationen til højre.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.